emmes weblog

The Days Are Just Packed

Jeg har sørget for at denne sommer er fuld af projekter, til trods for at det nok er min sidste sommerferie som studerende. Men når solen skinner, går alt på standby. Stod sent op og trillede ned i en lysning i skoven. Det havde regnet i nat, så jorden var fugtig og gjorde luftfugtigheden i græshøjde så godt som uåndbar. Jeg læste Mary McCarthys Gruppen, og skiftevis grinede og blev bekymret – kvinder har altid forsøgt at frigøre sig i en eller anden udstrækning og dømmes altid til fiasko – pga. de begrænsninger de sætter for sig selv. Selvom Gruppen på mange måder er et tidsbillede, kan jeg genkende så mange træk fra min egen lille gruppe at det er skræmmende.
Så for at blive lidt opmuntret traskede jeg op til Dolce Vita for at købe is hos min søster – hun skævede vurderende til min teint mens hun scoopede kokos-, lakrids- og jordbæris op til mig, for konkurrencen om sommerens mest naturlige og dybe farve er stadig kørende. Det er ikke mere end en uge siden at hun erklærede, at jeg ikke havde en chance, men nu er jeg kommet stærkt tilbage. Det er dog stadig ca. 2 mdr. tilbage at stege i, så der kan ske meget.

Free Willy

Laura havde til sin fødselsdag igår ønsket sig noget ubrugeligt; det fik et par fyre til at troppe op med en stor spand, der indeholdt en fisk de helt selv havde fanget i universitetssøen. Der stod den så og gispede på 30 cms vand, mens der verserede divergerende teorier om kræets mentale tilstand når den kun kunne svømme i cirkler, samt om dens underbidsgaben var af kedsomhed eller iltmangel. Til sidst var vi to der slingerede ned gennem parken med den og satte den fri i søerne. At der skulle være mere ilt i dem end i en spand vand kan man godt undre sig over, de minder mest af alt om et par vandpytter, der lige nøjagtig er store nok til at kalde sig andedamme.
Det fik mig til at tænke på, at vi i år har glemt at helligholde årsdagen for da Jens faldt i universitetssøen; efter en veloverstået fonetikeksamen (sism’spobm? kiputu’pikitu? klant’tjups’kweidjs?) var der hygge i parken med øl, og Jens, den kække sønderjyde, besluttede at fremvise sin formidable kolbøtteteknik. Og vældigt, det gik det da. Muligvis fordi det gik nedad bakke. Og Jens blev ganske opslugt af kolbøttesuset, fra den ene til den næste. Inden den sidste bemærkede han godt fra sin halvoprejset position, at han var på kanten af søen, men da var det for sent. Et øjeblik efter lå han i det uappetitlige vand. Historien om Jens smurt ind i andemad og fælt bundsnask fortæller vi hvert år på denne tid, og moralen er, at kækhed aldrig står for fald – for selv om Jens endte i søen, drak har ufortrødent videre bagefter.

Wanna play?

Ifølge the eightball får jeg utvivlsomt en god sommer.

P.P.S.

Jeg glemte lige at n?vne at jeg skal til David Bowie koncert d. 7. oktober, gjorde jeg ikke? N?, men – jeg skal til David Bowie koncert d. 7. oktober. He.

Der er noget jeg ikke har fortalt…

Jeg er faktisk en mand! If?lge TheSparks Gendertest er jeg en mand med 80% sikkerhed (via Botown) – hvor deprimerende er det? N?, men s? skal jeg vist alligevel ikke p? stranden if?rt bikini idag.

PS. Jeg er lige blevet overflyttet til den nye Blogger-system, hvilket helt sikkert vil medf?re en bunke problemer de n?ste par m?neder – s? er i advaret…

Heksedatter

For at fejre at jeg er halvvejs igennem den nye HP har jeg taget en af de forhadte tests (via 08#)

be sorted @ nimbo.net

Iøvrigt har jeg altid vidst at jeg hørte til på Hogwarts, da jeg er heksedatter. Min mor har fødselsdag idag og istedet for at zoome til Bloksbjerg i tide og utide har hun gjort sit bedste for at overlevere noget af sin hvide magi til mig.

(Update: Jeg er færdig med HP nu og jeg må sige at den indfriede forventningerne som lige så underholdende som sine forgængere)

Ak, disse tiders ungdom

Jeg synes egentlig ikke at det er så frygtelig mange år siden jeg selv blev student – men det er det åbenbart. Studenterfesten igår forløb som den slags nu gør, til at starte med var det bare hendes klasse og venner der gurglede fadøl som var hver enkelt den sidste – men så kom hele resten af hendes årgang. Da de kom væltende op til huset som en rød-hvid flodbølge, kunne jeg ikke undgå at bemærke at de alle havde en spand eller et vandfad med, nogle af pigernes var pyntede med små flag, og gav alt i alt et meget festligt indtryk.
“Hvor sødt”, tænker jeg, “de har taget rekvisitter med til en eller anden leg”. Men nej, mine damer og herrer, det søde her bestod i, at de kære studenter udaf respekt for deres værter havde taget hver deres personlige bræk-spand med. Sådan. Så mener man sin brandert alvorligt.

Ordløs

Hvad hedder det omvendte af valget mellem pest eller kolera? Altså, som i når man skal vælge mellem om man elsker jordbærisen eller lakridsisen fra Dolce Vita mest?

Underlægningsmusik til mit liv

Kender du det når man bliver fuldstændig fascineret af en lille bid af et bestemt stykke musik? Man ville ønske at man kunne klippe den lille bid ud og spille den på evig repeat til alt hvad man gør, for så ville intet kunne gå galt. Idag er det for mig Lightning Seeds’ Dizzy Heights skæring 12 (Fishes on the Line) – den bid lige efter b-stykket og resten af nummeret ud. Jeg kan ikke undgå at blive glad af det. Ja, jeg ved det godt, på et eller andet tidspunkt kommer det til at hænge mig ud af halsen. Men lige nu – lige nu - er det bare så godt.

Obsessive blogging?

Blogging shouldn’t be an obsession. If it’s becoming an unhealthy habit, do something about it: force yourself not to blog so much. And if you can’t stop yourself by normal means, you might have to either stop your blog entirely, or, at the very least, physically remove the cable connecting your computer to the phone line. (skrev David, TEFL Smiler)

Er det virkelig så slemt, David? Jeg kan nu godt se din pointe. Tidligere kunne jeg godt blive fornærmet når nogen sammenlignede min blog med reality-tv. Her den anden dag tog jeg i mig at stå i en situation og tænke: “Det her kunne være sjovt at blogge om”. Det er da omtrent ligeså lamt som at optage sommeferien på video i stedet for at opleve den med hud og hår. Stod jeg der og var paparazzi i mit eget liv?

Jeg har det ikke så slemt som David, jeg synes ikke det er nødvendigt at trække stikket ud, men jeg kan godt have dårlig samvittighed hvis jeg ikke har blogget et par dage. Og hvis man fortæller folk i den ikke-netbårne verden historier fra andres blogs, som var de bekendte fra nabolaget, er der så ikke et underligt overlap? Eller er det i virkeligheden en blanding af det virkelige og det virtuelle, der peger på, at det virtuelle ikke er så virtuelt?

Let’s bomb Texas! They have oil too!

Møgforkælet studerende dræbt i drive-by shooting af lønslaver

Ja, så startede 2½ måneds weekend. Det er jo irriterende labert, tænker du nok – men modsat for en uge siden, så er jeg for alvor stresset nu. Det er jo pissehårdt, det her. Alle de ting der skal nås (og det man bliver nødt til at sortere fra) – det er jo vigtigt at holde ferie med anstand.

Endelig
Slut med at staa i mit koekken og drikke kaffe og blive noedt til at se ud af vinduet for at finde ud af om det er morgen eller aften. Slut med at have det daarligt hver eneste gang jeg trykker snooze (slut med at trykke snooze i det hele taget). Slut med at vaere lige saa brugt som noget hunden har fundet paa koekkenmoeddingen. Opgaverne er afleveret.

Jeg vil lige benytte chancen til at uddele lidt tak (udover tak til Akademiet, naturligvis); Tak til alle de bloggere der har opdateret deres permalinks for mig, med risiko for at blive udstillet skamloest i min weblog-opgave, tak til alle dem der har bragt mig mad, kaffe og slik, tak til alle dem der har hoert paa min klagesang paa de umuligste tidspunkter af doegnet – jeg lover, at denne blogs tone fra nu af vil blive meget mere livsglad. Tak til de faste beboere i Studenterhallen – og god arbejdslyst til jer de naeste par uger.

Ih du godeste, nu kan jeg se at solen skinner! Jeg maa videre…

Jeg ved ikke hvem du er, men jeg er cool

Om en halv time kan jeg forlade Studenterhallen med armene over hovedet. I skrivende stund har jeg produceret hele 8 sider og vil lige hygge lidt mere om min konklusion. Det bliver ikke nogen smuk opgave, men den er lige præcis mellem de angivne 10 og 15 sider hvor den skal være. Udover det må jeg henføre til den ligeglade fugl på min skulder (se nedenfor). Nu har jeg også været her siden klokken 10 i formiddags, så jeg kan med rette kalde mig udbrændt.
De sidste timer, fra ca. kl 18, har ikke været uden udfordringer – et par meget fnisende udvekslingsstuderende ved scanneren truede med at ødelægge min koncentration, men omtrent samtidig som deres humør steg, begyndte en bil- eller husalarm at skrige. Det gør den så fortsat. Så er det på med de store daimi-hørebøffer ellers kan sådan en alarm være værre end kinesisk vandtortur (note to self: syng ikke med på noget, ligegyldigt hvor godt nummeret er).

Live var fede live (Ja, ja, jeg ved det godt, billigt point)

Et godt, energifyldt afbræk i opgaveskrivningen – Live på Train. De havde publikum i deres hule hånd med masser af gamle hits og en lead-guitarist der kunne gå amok som få. Bare en skam at man bliver nødt til at gå tidligt hjem fordi man ikke har nået dagens side-kvote.

Low-life

Tegn på at du har skrevet opgave for længe:

• Du spiser müsli med vand på. Og du synes det smager okay.
• Du bliver ikke vækket af de natlige kattehylekorskoncerter mere. For du er ikke gået i seng. Men det er ikke fordi du er i byen.
• Du synes at Alle Børnene-vittigheder er hysterisk morsomme. Og du ler af dem højt og længe. Alene.
• Du ser dig i spejlet og siger: “Kan du se den ligeglade fugl på min skulder? Ved du hvor ligeglade fugle sætter sig? På ligeglade mennesker!”
• Du roder. For vildt. For den bedste overspringshandling i verden er at rydde op.
• Dine veninder plukker bladene af margueritterne og spekulerer “…elsker, elsker ikke?”, men du tænker “når det, når det ikke?”
• Du elsker Word – inderligt

(Evt.: Sammenlign med sidste semsters low-life)

BloggerSARS

I min opgave om weblogs bruger jeg en del eksempler fra den lille danske cirkel af bloggere – men jeg er ked af at måtte indrømme, at jeg foretrækker bloggere der er på MT, pMachine eller et eller andet hjemmebrygget. For Blogger har fået SARS – stort set alle Bloggerbrugere har ged i arkiverne – hvis de ellers har noget arkiv tilbage overhovedet. Og det er med Blogger, som det er med SARS – når først du har det, er der ikke nogen der vil røre dig med en ildtang. Det er lidt ligesom Kejserens Nye Klæder – man sidder og tror man har en blog, men uden permalinks er det bare en sær hjemmeside.

Hvis jeg ikke klarer den må du arve min rævepels

Når der skrives opgave, er det svært at forestille sig hvordan livet bliver efter deadline – som en hjertepatient, der måske nok har en ønskedrøm, men næsten ikke tør håbe på at der er et ‘efter’. Det er sommer udenfor, fuglene er så kulrede at de i varmeberuselse torpederer mine vinduer om kap med bier og fluer – hele verden er bims, men jeg sidder bare her og rækker ud efter mit strygejern fordi jeg synes at bogstaverne på skærmen krøller så underligt. Men jeg kan vel godt klare en uge mere sådan her, når jeg så bagefter har 2½ måneds ferie – Ha! (Undertegnede skeler hjemmevant & charmant, tager endnu en slurk finsprit og stikker tæerne i isvand for at holde sig vågen)

Det er hvad der sker når man tænker for hårdt over sin opgave:

(Fra Boring3d – daily archive)