emmes weblog

Bagvendt

Lørdag morgen. Solen er ved at stå op. Folk slingrer hjem fra byen. Men jeg går lige, for jeg er på vej hjem fra arbejde.

Svaghed, dit navn er Emme

Okay, f… myrerne, det er for godt vejr til at sidde inde med min opgave – mon ikke den bærbare kan klare et par timer på batteri. Jeg vil nu teste om man kan være seriøs i uniparken – kom med is til mig 75m nedenfor amfiescenen..

Hvis jeg var biolog, og ikke tværfaglig humanist
så ville jeg opfinde den myre- og krybfri græsplæne

Og hvis jeg var en hårdtslående bølle, og ikke pacifist
så ville jeg tvinge dem der slår græsset til at samle det afklippede hø sammen

- og iøvrigt sove eftermiddagslur i uniparken hver dag

Alt hvad der er værd at sige, er blevet sagt, ikke kun om dette emne, men også det, så jeg nøjes med:

Jeg har set den. Den var okay.

Joke’s on me

Jeg plejer at have styr på tingene – virkelig, det gør jeg. Men idag har jeg lige opdaget, at den ene opgave, som jeg troede skulle afleveres d. 11. juni, rent faktisk skal afleveres d. 3. Flot. Så nu har jeg givet mig selv et mentalt spark bagi og en proper kindhest, for at kickstarte det seriøse arbejde. Men jeg er også bedst under pres (det bliver jeg ihvertfald nødt til at være nu).

Overskæg er ærgerligt.

Jeg kom til at tænke på Anne Fadimans essay Never Do That To A Book, da jeg vågnede imorges med rygsmerter. Det var nemlig ikke, som jeg først troede, en ondskabsfuld person der prikkede mig i ryggen, men Ecos Baudolino der var ved at gnave et hul til min rygrad. Jeg har formodentlig sovet halvejs ovenpå den stakkels bog det meste af natten, efter den havde aftjent sin pligt som godnatlæsning. Jeg havde dog nået at lave et æseløre i den inden jeg faldt i søvn – ryggen er ikke brækket på den endnu, men det er kun fordi jeg ikke er nået så langt.
Jeg er nemlig det Fadiman kalder en carnal book lover – jeg elsker dem kun for deres indhold, resten er bare indpakning. Som Fadiman gjorde, kunne jeg lave en rundspørge blandt familie og venner, og finde, at cirka halvdelen er courtly lovers – dem der mener at bogens fysiske form er uadskillelig fra dens indhold og at det er ejerens pligt at bevare bogen i den jomfruelige tilstand som den forlod boghandleren. Mine forældre er courtly lovers, men ikke rabiate – man må gerne knække ryggen, men æselører er big no-no. At jeg er blevet en carnal lover må være et udslag af mit oprør mod dem.
Det betyder dog ikke at jeg vil udsætte mine bøger for hvad som helst (som Fadiman tilsyneladende vil) – at skrive i en roman finder jeg fornærmende mod forfatteren (medmindre det er en dedikation på titelsiden). Jeg kender en, der skriver datoen han får en bog forest og den dato han har afsluttet læsningen bagest. Den dag han gjorde det i en af mine bøger faldt der for alvor brænde ned! Og hvis man låner en bog af mig, så har man edderhugme at aflevere den tilbage – et par romaner har været hjemmefra i mere end 3 måneder nu, og det er pinsomt for mig at tænke på at jeg måske aldrig ser dem igen. Jeg savner stadig min Herberts Dune, selvom jeg siden har fået et nyt eksemplar og sandsynligvis aldrig læser den igen.
Ellers er jeg ret large – mit eksemplar af Bridget Jones Diary, der har cirkuleret blandt de fleste af mine veninder siden jeg havde den med hjem fra London for 5 år siden, er charmerende slidt. Jeg er enig med Charles Lamb, som Fadiman citerer for disse passionerede ord:
“How beautiful to a genuine lover of reading are the sullied leaves, and worn-out appearence of an old ‘Circulating Library’ Tom Jones, or Vicar of Wakefield. How they speak of the thousand thumbs that have turned over their pages with delight!… Who would have them a whit less soiled? What better condition could we desire to see them in?”

Blogger død, bidt af gal computer

Jeg vender ryggen til min bærbare, Karybdis, blot et øjeblik, og straks har jeg glemt at jeg skal skrive opgave. Men siden jeg tabte den på gulvet og den fik en skrue løs, opfører den sig som et sort hul, der suger energi til sig – den finder sig ikke i den slags selektiv hukommelse.
Her til morgen, da jeg kommer tilbage fra køkkenet med min kaffe, er der begyndt at vokse orange fangarme udfra den. Sådan nogle tykke saftspændte nogen, der ligner skovsnegle. De har også små følehorn yderst, der krabber sig vej henover mit skrivebord. Skærmen vipper anspændt og mens jeg måbende ser til, suger Karybdis i bedste støvsugerstil Pynchons Mason & Dixon til sig og kronsj! – med et enkelt hug af skræm mod keyboard knækker den ryggen på Pynchon med et kvalmende knas. Og jeg var ikke engang færdig med den bog. En fangarm moser stykker af den afdøde ind i floppydrevet (jeg har altid vidst at det drev havde en eller anden funktion!) og straks skyder nye arme ud i alle retninger som mugsporer gennem et rugbrød. Jeg syntes at temperaturen i rummet er begyndt at nærme sig subtropisk og det til trods for at kræet på bordet tilsyneladende kun ånder kraftigt ind, som en orange version af Vicks Blå-reklamen. Suget har fat i mig nu og jeg bliver uafvendeligt trukket mod skærmen – nu kan jeg se hvad der står på den:

allYourBrainAreBelongToUs(emme);

Skærmen trækker i stilling og klap!

Jeg lever nu kun virtuelt.

Jeg har gjort en indsats for at få denne pseudo-mandag til at ligne en søndag – brunchet og set film. Hvilket efterlader mig med to spørgsmål, jeg ikke kan slå ud af hovedet;

• Hvorfor ser bøgerne i typiske engelske kostume-cartland komedier altid ligeså gamle og støvede ud som dem i mit lokale antikvariat? Jeg mener, de må da have været nye på et eller andet tidspunkt? Så er det ikke en slags (omvendt?) anakronisme at de ser gamle ud?
• Hvad er der lige med det spooky kanin-monster i “Sexy Beast” og er det et tilfælde at det ligner det fra “Donnie Darko”?

I den ægte søndags-ånd vil jeg ikke være flittig med mine eksamensopgaver før jeg har fundet ud af det – man skal ikke lade den slags spørgsmål spøge i baghovedet når man skal være seriøs.

Noget er galt

Igår føltes som en lørdag, idag som søndag. Det må betyde, at imorgen, søndag, vil føles som mandag. Og derefter kommer så .. mandag. Man kan ikke narre den ægte mandag, den er sgu altid muggen. Det vil sige at der bliver 2 mandage i en uge. Nedslående.

Bzzzzzz…Hvad laver den myg i mit øre? (Gisp! Måske er det tinnitus?)

Baton Rouge (på Play) havde fat i noget af det rigtige – det havde Bo og Bering til gengæld ikke, for de havde veninde-svedarmbånd på. Og så undrer Bo sig over at pigen han havde googlet hele aftenen ikke kaster sig i hans arme?

Når man går hjem der tidligt om morgenen er verden meget enkel – solsorte vræler selvfedt fra enhver trætop og fulde cyklister snegler sig afsted (selvom de helt sikkert selv synes de kører vildt hurtigt og hasarderet). Alting er fersk. Men når man så kommer hjem, bliver det komplekst; skal man ligge med en pude over hovedet så man ikke kan høre de overkække fugle, der overdøver myggene i ørerne, eller skal man lade myggene oversumme fjerboldene og undvære puden? Alle disse beslutninger.
(Det blev myggene)

Det er så nemt ..

.. lige at sende en mail. Idag fik jeg en sær anmodning fra en amerikaner; om jeg ikke lige kunne oversætte følgende, som hun havde fundet på en stavkirke hun skulle til at lave en film om:

margaretha-legenden

begge sider

er frem stilt

med et livlig

hendelses forlap

Joh, det kunne jeg da godt. Sjovt, som det er nemmere at lave en søgning på hele verden for hjælp, istedet for at lede lokalt. Og underligt, så lidt generte folk er over at henvende sig. Ikke at det er et problem. Bare tankevækkende.

Ralle. (mere kan det ikke blive til)

Jeg er med i DR-panelet. Der skal man rate en række tv-programmer over en månedstid. Der står, at man ikke behøver at rate de programmer man normalt ikke ser. Men jeg ser ingen af de involverede programmer. Fik dårlig samvittighed – de har jo alligevel nok så pænt inviteret mig. Nu forstår jeg hvorfor man ikke skulle rate de programmer man normalt ikke ser. Jeg led mig igennem Friland, Hvad Er Det Værd?, DR Derude og Lægens Bord. Nu har jeg en informeret mening om dem alle; Hvad Er Det Værd er uden sammenligning det værste og kedeligste jeg nogensinde har set. Roger, over and out.

Tolk søges

Grænsen mellem kunstige og naturlige sprog er blevet endnu mere hårfin; klingon tolk søges til psykiatrisk hospital. Om nogle år bliver der også brug for folk der har html og java som modersmål.

Mmmmmmm…

“Chocolate is sensual. It speaks to all senses: taste it’s brooding flavor, smell its smokey heat, watch it play with space, feel its velvet luxury on the tongue and fingertips, even hear its solid snap as you break it…”
Thirteen Ways of Looking at Chocolate, Burke & Wells.

Tillad mig at tilføje; Chokolade er kokain. Når det først har rørt din tunges sarte spids, vil dets plage-program lagre sig i din hjernes neuroner og du er fortabt for altid. Trangen vil ramme dig som længsel efter en du har kær – dit hjerte vil være tungt, til du mærker dets mørke kys i din blodstrøm. Chokolade, chokolade; fortabelsen er nær.

Ensom?

Lej en ven. (via black table)

Jeg stemmer for medvind på de danske cykelstier og løberuter

Det går egentlig okay. Spi-doing, spi-doing, spi-doing, her kommer Spirillen. Løb er godt. Fast jord under fødderne og træernes vulgært pistachegrønne blade. Lub-dup, lub-dup, lub-dup – lyden af min puls er det eneste der ekkoer frem og tilbage inde i mit hoved. Og så; de sidste 2 km inden jeg er hjemme, den del af ruten der mystificerer mig. For der er altid modvind – også selvom det ikke blæser.

Junkmail-livscyklus

Er der nogen der kan huske den her? Den cirkulerede per email for 2-3 år siden. Her forleden var der en fra mit hold, der fortalte at han havde fået en mail med nogle underlige syngende hamstere – og det var naturligvis den! Her gik jeg og troede at den slags havde en levetid på højst et par måneder – men nej, de virkelig succesrige memes bliver til en industri; den originale side er nu blevet kommerciel, og fan sites (og det der ligner), er sprunget ud. De er nu også meget søde, de små lalleglade hamstre – i ca. 2 minutter.

Øjebi – sværm for nettet

Kollaborativ surfing – eyebees.com. Meget sødt, men også lidt underligt program, hvor man drøner rundt som et lille rødt øje og tjekker hvad alle de andre i gruppen, repræsenteret som blå øjne, ser på. Det er lidt ligesom fodbold i børnehaveklassen – alle vil være med hvor det sker, og som resultat er holdopstillingen som en bisværm om en honningblomst – alle drøner rundt i en klump.
(Via Christian)

Evolution