emmes weblog

Sålænge jeg ikke er Northern Line er det okay…

I’m the DISTRICT line!
“You run from exclusive, historic Richmond in the west to leafy, sub-suburban Upminster, in the East, and have pretty riverside views. There’s a cosy suburban feel to you, possibly fostered by the fact that so much of your track is above ground. You are the sort of Underground line that people associate with outings, rather than commuting, and you feature on many London Transport advertisements. You are open, outgoing and fun-loving, with a slightly passé feel…” (via palnatoke)

Det virtuelle møde ved gadekæret

Idag, inden vi så eXistenZ (det er så lækkert at universitetet har genindført den gymnasiale vi-skal-se-film! følelse), blev der kort diskuteret virtuelle fællesskaber med Kevin Robins optik; han siger blandt andet om netbåret fælles identitet og community-skabelse, at det er regression som transcendens – en længsel tilbage til en feudal tids landsby-fællesskab. Og at vi narrer os selv, hvis vi tror at det er noget specielt eller nyt (… we have never been modern). Men som der var en der kommenterede, så er det den tech-fobes frygt for, at cyberspace er et alternativ, ikke et supplement, til samfundet.

Get your war on!

Gudskelov findes der amerikanere der skriver med ironi og humor:

Se mere hos www.mnftiu.cc (via This Is The The Day)

En gylden æra er forbi

Igår var jeg til den PANIK-fest (Party All Night I Kælderen), der sandsynligvis bliver den sidste, for til september flytter Informationsvidenskab op i IT-parken. Der er der stort set ingen studenterfaciliteter, en mikroskopisk kantine og ingen festlokaler – det bliver bare så fedt.

Panik-festerne har altid været helt specielle. Man ankommer som regel ved 23.30-tiden og resten af natten føles det somom festen lige er begyndt og klokken ikke er mere end knap midnat. I sommerperioden bliver der uhyggeligt varmt dernede, ikke kun på dansegulvet, og efter et par timer begynder kondensen at dryppe fra loften. Der plejer at være hyret et fedt live-band og nogen gange er der topløs servering i shot-baren (topløse mænd, vel at mærke). Men igår var trist i mere end en forstand, for live-bandet var ikke helt rigtigt og vi havde åbenbart alle fornærmet lydmanden i et tidligere liv, for han valgte at slukke for strømmen – og dermed festen – klokken kvart i 3. Tyndt.
Men der var helt sikkert nogen der havde det sjovt. En bestemt veninde, der altid har en håndtaske med, plejer samvittighedsfuldt at opbevare mine penge og nøgler. Igår gik der dog noget galt. Vi havde ikke været der ret længe førend hun blev væk. Da jeg fandt hende to timer senere, havde Peter lokket hende til at drikke alle sine egne plus mine penge op – men det var det hele værd at se hende så fuld, det var meget underholdende (overvejer, om jeg ikke lige skal ringe til hendes kæreste og fortælle at det ikke var min skyld?). Vi nåede dog at filosofere over, hvorfor folk bliver grimmere og grimmere jo fuldere de bliver, men de føler sig forholdsvis hotte og synes at alle andre også er det? Det er jo i virkeligheden tåbeligt.

Mænd vil gøre hvadsomhelst for fodbold

På vej hjem fra arbejde igår aftes passerer jeg forbi Frederiksgades Fredgaard – der er ret stille i byen og få på gaden. Foran et af Fredgaards tilgitrede vinduer sidder to fyre på hver sin stol, ivrigt lænet frem mod fjernsynet derinde i butikken, som to aber på den forkerte side af abeburets tremmer. De holder godt fast på hver sin fadøl. De siger ikke et ord al den tid jeg er inden for hørevidde og deres øjne flakker ikke så meget som et sekund væk fra skærmen. De ser fodbold. Se, det er dedikation – jeg synes faktisk det var lidt sødt.

Profeten

Jeg læser Kahlil Gibran, hvis lille bog er en underlig samling af sentens-agtige filosofiske udsagn:
“… Og hvis man er bange for at komme til at tørste, når ens brønd er fuld, har man så ikke allerede en tørst, der ikke kan slukkes?…”

Sommerens konkurrence er blæst ind

Bare tæer på græsset, tilbagelænet i flyder-stolen, bogen åbnet. Min ene søster sidder ved siden af. Jeg læser Thomas Pynchon, hun Naja Marie Aidt. Luften er tyk af sommerfugle, fedladne fluffy brumbasser og forkælede villakvarter-hundes søløve-glammen.
Hver sommer har min søster og jeg en lille venskabelig konkurrence om, hvem der kan blive brunest ad naturlig vej. Vi er nemlig blevet begavet med et negroid-gen, så vi bliver markant brunere end vores to andre søskende. Første skridt på vejen er forårsfregner, der nu springer ud på næser og kinder med svagt hørlige plop.

Fordi hver dag er en fest

Først påskefrokost med lingvistikpigerne, så gik vi videre til botanisk have for at fodre de gumpetunge og utaknemmelige ænder (selv ikke Rikke, der kan sige som en pose brød, kunne lokke de rappe troldænder til), derefter byens bedste is, en tur forbi Smagløs – aftenen afsluttes på Voxhall med en cool Devics-koncert. Hvorfor er det ikke søndag hver dag?

Fod under eget bord… eller noget…

Min sambo flytter her til juni, hun skal giftes. Efter moden overvejelse har jeg besluttet, at jeg ikke skal have en ny lejer. Spørgsmålet er nu, hvad jeg skal med den ekstra plads. Ganske naturligt og traditionelt ville det vel være at lave det ekstra værelse til soveværelse – men hvor originalt er det lige? Hvad nu, hvis jeg lader det stå møbelløst pånær mit anlæg? Så kunne der være dansegulv derinde. Se, det er festligt. Ikke sikkert at naboerne synes det, men man kan jo ikke tage på alle folk med fløjlshandsker.

Quiz me

Jeg fik 56/100 – (hvilket betyder at jeg stadig har en form for liv)! Are You A Blogaholic?

Okay, Seb, her er dit link, tudekiksen er i posten – åh, skal du op og bøvse?

Silence would be indefensible

Hvis man har en af de dage, hvor man ikke fatter hvordan verden er blevet som dem er, bør man læse Arundhati Roys The Algebra of Infinite Justice. Man bør være forberedt på at komme til skamme sig og glædes over at være menneske i eet underligt sammenkog. Men hendes skarpe pen skuffer ikke. Selvom bogen mest handler om Indien, er der også et par slag til de hykleriske og arrogante vesterlændinge, der står “…on the world’s stage stark naked but entirely unembarrassed, because they know that they have more money, more food and bigger bombs than anyone else”…

Live

Haves: to overskydende billetter til den udsolgte Live-koncert d. 8. juni. Kontakt e@emme.dk.

Djinnen

Mit vækkeur ringer. Jeg rækker groggy ud og slukker det, forsøger at få øjne ved visuelt at udskille genstande i rummet. Men det er ligesom at der er tåget indenfor. En stor tung hånd lægger bestemt mit hoved tilbage på puden. Det er min djin, han ligger bagved mig i sengen. Han hedder Karl, det har han selv fortalt mig, og han er et kolossalt brød af en ånd. Han opfordrer mig til at fortsætte min afbrudte søvn. Djinner kan være meget overbevisende.

Alle mennesker har en djin. Djinnen henter ens sjæl når man dør og transporterer den til ens nye krop. Djinnes privilegie er, at de kan se deres menneskers drømme, som i et stort cinematek. Derfor forsøger de at få en til at falde i søvn igen, hvis man har været igang med en god drøm da man blev kunstigt vækket (A-mennesker har kun uinteressante drømme, det siger sig selv).

De færreste mennesker har talt med deres djin, for de formår at udøve deres Ole Lukøje-kunst i stilhed. Men min djin lider af mund-diarré, hvis han var et menneske ville han være en rigtig kaffe-søster. Hans speciale er at kede mig i søvn. Hans bundløse lommer indeholder alle værker relateret til matematik, og han ved, at en halv side om signifikans-tests bomber mig tilbage til drømmeland på rekordtid. Når han er i et særligt ondt lune læser han op fra Pat Conroys Beach Music – det eneste værk i historien der er kedeligere end statistik – for så ved han at jeg får mareridt.

Men her til morgen er jeg så træt, at han bare kan nøjes med de billige tricks. Han nulrer langsomt mit hår.

- ”Sov igen, du, det bliver du nødt til”, siger han overtalende, hans dybe stemme vibrerer venligt gennem mit kranie.

- ”Mvf?”, artikulerer jeg udmattet. Inde i mit hoved kan man dog se hele sætningen klart: ”Men hvorfor?” Dumt spørgsmål, ville de fleste tænke, men det forholder sig sådan, at jeg ikke er voldsomt snedig i transitionen mellem søvnen og den virkelige verden – faktisk er min mentale kapacitet mellem klokken 6 og 9 om morgenen på højde med en mongols.

- ”Fordi der er farligt udenfor dynen”, svarer han fast og ganske humorløst ( – han er nok bange for at det snart er for sent at finde tilbage til min drøm). Men han har jo ret! Straks kan jeg mærke de dele af min krop der ikke er dækket af dyne blive glasagtigt skrøbelige. Jeg trækker benet ind i sikkerhed og folder dynen helt op til hagen. Han nynner opmuntrende og aer blidt min nakke. Jeg svømmer langsomt hen, bedøvet.

Klik. En mekanisk lyd. Karl hvisler irriteret. Lyden af en cd der bliver sendt i omdrejninger i mit anlæg. Mit aften-jeg, der er markant mere intelligent end mit morgen-jeg, har sat anlægget til at starte 10 minutter efter mit vækkeur. Jeg åbner det ene øje – der er ikke tåget i værelset mere – og så det andet. Sangen begynder, ”…there’s a black dog on my shoulder again…”, og jeg vender mig for at grine triumferende ad Karl, men han er væk, kun varmen på puden ved siden af min afslører at han har været der.

Hvis jeg skynder mig lidt kommer jeg ikke for sent til brunch med Lisbeth.

Gengangeren

Nogle gange kan en bestemt skuespiller i en bestemt rolle få indflydelse på hvordan man ser vedkommendes følgende film. Jeg ved ikke hvad hun hedder, men hun var Madam Mims onde inkarnation i den kommercielle Robin Hood, sødsuppe versionen med Kevin Costner. Da jeg her til aften så hende i The Magdalene Sisters som den skrappe forstanderinde, var jeg ikke et øjeblik i tvivl – for altid vil hendes galninge-ansigtsudtryk, med sammenrimpede læber og fråde om munden, være direkte reference til den scene hvor hun spår Alan Rickman i en blanding af spyt og blod. Ærgeligt, distraherende.

welovetheiraqiinformationminister

.. en mand med ordet i sin magt.

Vinter da capo

Hmmm… For et par dage siden snakkedes der om at indføre kofdag, ugens 8. dag. Lasse gjorde mig venligt opmærksom på at der nok lige skulle fikses noget med jordens rotation og sager. Straks lader jeg anmodningen gå videre til nogle indflydelsesrige kontakter jeg har. Men ak! Det gik galt. Fik lige et memo om at der gik ged i den med jordens akse, så vi må nok affinde os med en runde vinter mere. Altsammen Lasses skyld. Men pyt, jeg er vild med at kælke.

The Windmills of Reality Fight Back

Lost in La Mancha var en smooth film om Terry Gilliams, den visionære galning bag blandt andet Time Bandits og 12 Monkeys. Ret underholdende, med en herlig monty pythonsk collage-sekvens og skitsen til Don Quixote-historien animeret udfra Terry Gilliams eget storyboard. Selvom man fra starten er klar over at Gilliams har slået et altfor vældigt gærbrød op, så får man alligevel så lesterligt ondt af ham, for det må da være den mest jinxed filmproduktion nogensinde. Værst er det på produktionens 3. dag, hvor de står og filmer ude i ørkenen og pludselig trækker et uvejr op – man kan tydeligt se at de regner med at det bare er en lille tordenbyge. Men nej, i løbet af 10 min. har regnen dannet en flod gennem settet, der skyller udstyret væk. Nå jo, også bliver hovedrolleindehaveren, den distingverede og charmerende Jean Rochefort, syg og kan ikke komme tilbage til settet. Da filmen slutter har Gilliams dog ikke givet op – det bliver nok hans smertensbarn, ligesom Orson Welles, der brugte 20 år på Don Quixote uden at få en film ud af det.

Jeg har haft en svaghed for film om film siden dengang jeg i London så Full Tilt Boogie, filmen om From Dusk till Dawn. Det var den første film jeg så alene – lidt grænseoverskridende for mit dengang 18-årige jeg, og jeg rystede ved tanken om at gå derind alene. Men jeg havde ikke behøvet at være bange – stort set alle kom alene. Og stort set alle var mænd med langt hår og ditto skæg. Jeg havde simpelthen købt billet til en regulær nørd-festival. Inden filmen begyndte blev der da også udloddet kæmpe Godzilla-krus, som knurrede alt andet end venligt når man tiltede det. Sweet. Men filmen var alletiders.

Slagplanen er lagt

… til årets natfilmfestival. Det holdt hårdt at få det kombineret med arbejde & fest og et par favoritter røg i svinget. Men det reducerede program er: Lost in La Mancha imorgen, torsdag fri, The Slaughter Rule fredag eftermiddag, Rabbit-Proof Fence lørdag eftermiddag, Sunshine State søndag eftermiddag og Magdalene Sisters søndag aften. Jeps, jeg håber at jeg når det hele Optimismen må bære mig frem…

Kofdag

På sådan en dødssyg mandag hvor der er alt for få gæster i restauranten til at holde os på tæerne, skabes de helt store banebrydende ideer. Idag fostrede AB og jeg kofdag – ugens 8. dag. Vi synes at det kunne være hensigtsmæssigt med en 8 dages uge, for så for man meget mere ud af de der 5 ugers ferie man har ret til. Kofdag skal naturligvis ligge efter søndag – og hedder kofdag fordi k er underrepræsenteret i uge-nomenklaturet. Det store spørgsmål er så, om man skal have en 3 dages weekend eller onsdag også skal gøres til fridag. Vi legede kort med tanken om, at kofdag kun skulle være 12 timer, hvilket ville betyde at man hver anden uge byttede om på nat og dag, men vi kunne ikke helt overskue konsekvenserne af dette.

(ps. vær venlig ikke at sige noget til vores chef om dette, for så bliver vi bare sat til hovedrengøring.)

Lørdagsdovenskab (nem at forveksle med al anden dovenskab, men trods alt markant anderledes)

Når det blæser en hel havmåge kan det være særligt livgivende at gå på lørdagsshopping – vinden får hjernens tåger til at pifte ud af ørerne. Ikke at jeg blev fuld igår til lingvistik-festen. Den var ellers særdeles fornøjelig. Som altid starter man med lidt faglighed – hovedrysten over Ole Togebys nye grammatik og hans sære sætningsskema – går over i amazing facts, f.eks. at hvis det svinekød man er ved at tilberede lugter af gris, så er det fordi det er en orne, og ender i umådeholden dansen i bare tæer. (Note to self: efter barfodsdans bør man vaske fødder inden man går i seng)
Ah, og der var hollandsk bogudsalg i Det Lille Antikvariat … igen var jeg heldig, det er toppen af shopping.