Djinnen
Mit vækkeur ringer. Jeg rækker groggy ud og slukker det, forsøger at få øjne ved visuelt at udskille genstande i rummet. Men det er ligesom at der er tåget indenfor. En stor tung hånd lægger bestemt mit hoved tilbage på puden. Det er min djin, han ligger bagved mig i sengen. Han hedder Karl, det har han selv fortalt mig, og han er et kolossalt brød af en ånd. Han opfordrer mig til at fortsætte min afbrudte søvn. Djinner kan være meget overbevisende.
Alle mennesker har en djin. Djinnen henter ens sjæl når man dør og transporterer den til ens nye krop. Djinnes privilegie er, at de kan se deres menneskers drømme, som i et stort cinematek. Derfor forsøger de at få en til at falde i søvn igen, hvis man har været igang med en god drøm da man blev kunstigt vækket (A-mennesker har kun uinteressante drømme, det siger sig selv).
De færreste mennesker har talt med deres djin, for de formår at udøve deres Ole Lukøje-kunst i stilhed. Men min djin lider af mund-diarré, hvis han var et menneske ville han være en rigtig kaffe-søster. Hans speciale er at kede mig i søvn. Hans bundløse lommer indeholder alle værker relateret til matematik, og han ved, at en halv side om signifikans-tests bomber mig tilbage til drømmeland på rekordtid. Når han er i et særligt ondt lune læser han op fra Pat Conroys Beach Music – det eneste værk i historien der er kedeligere end statistik – for så ved han at jeg får mareridt.
Men her til morgen er jeg så træt, at han bare kan nøjes med de billige tricks. Han nulrer langsomt mit hår.
- ”Sov igen, du, det bliver du nødt til”, siger han overtalende, hans dybe stemme vibrerer venligt gennem mit kranie.
- ”Mvf?”, artikulerer jeg udmattet. Inde i mit hoved kan man dog se hele sætningen klart: ”Men hvorfor?” Dumt spørgsmål, ville de fleste tænke, men det forholder sig sådan, at jeg ikke er voldsomt snedig i transitionen mellem søvnen og den virkelige verden – faktisk er min mentale kapacitet mellem klokken 6 og 9 om morgenen på højde med en mongols.
- ”Fordi der er farligt udenfor dynen”, svarer han fast og ganske humorløst ( – han er nok bange for at det snart er for sent at finde tilbage til min drøm). Men han har jo ret! Straks kan jeg mærke de dele af min krop der ikke er dækket af dyne blive glasagtigt skrøbelige. Jeg trækker benet ind i sikkerhed og folder dynen helt op til hagen. Han nynner opmuntrende og aer blidt min nakke. Jeg svømmer langsomt hen, bedøvet.
Klik. En mekanisk lyd. Karl hvisler irriteret. Lyden af en cd der bliver sendt i omdrejninger i mit anlæg. Mit aften-jeg, der er markant mere intelligent end mit morgen-jeg, har sat anlægget til at starte 10 minutter efter mit vækkeur. Jeg åbner det ene øje – der er ikke tåget i værelset mere – og så det andet. Sangen begynder, ”…there’s a black dog on my shoulder again…”, og jeg vender mig for at grine triumferende ad Karl, men han er væk, kun varmen på puden ved siden af min afslører at han har været der.
Hvis jeg skynder mig lidt kommer jeg ikke for sent til brunch med Lisbeth.