emmes weblog

De går aldrig hjem

Det er det sædvanlige i weekenden – restauranten er fyldt, i aften er det et privat selskab der har lejet hele restauranten – efter kaffen åbnes flere flasker rødvin og så ved vi godt hvad der sker – de bliver hængende. Suk. Vi skulle have været i byen, men der er ingen udsigt til at de går. Er der nogen der er frisk på at komme ned og hælde dem ud?
Heldigvis kan en kold øl godt drikkes siddende på en mælkekasse – man sidder overraskende godt på sådan en, et virkelig gennemtænkt design.

Minus selvdisciplin

Det værste man kan gøre er at starte på en roman lige inden man skal sove – inden man får set sig om er nattens lyde vendt til bygningens morgenrutine, elefantmanden ovenpå vælter ned af trappen, morgentv buldrer gennem væggen fra lejligheden ved siden af og min læselampe lugter underlig brændt. Bogen er slut og man føler sig tom – men jeg ved at et andet batteri indeni er fyldt op, så nu kan jeg være studie-flittig lidt igen. En roman om ugen holder lægen borte.

That homey feeling

Man ved at man er hjemme når man kan nå gennem et mørkt rum for at tænde skrivebordslyset uden at slå tæerne på det høje dørtrin, uden at snuble i gulvtæppet, uden at vælte bogstablen, uden at glide i avisen og uden at blive tacklet af skrivebordsstolen. Ahhh…

De rare svenskere

Svenskerne er et meget benvolent folkefärd, bilerne stopper på gaden hvis man bare ser en lille smule ud somom man vil over vejen, busserne venter på alle, her er ikke noget med at bräkke benet mens man löber efter den – og de har endda en mjuka linja til de gamle, hvor busserne körer ekstra langsomt, har nedsänkede gulve og holder hver tyvende meter. Men deres Big Brother er det ledeste! Der er en rig og en fattig side af huset, som deltagerne skiftes imellem efter nedrige regler hvis eneste formål er at sätte lus i skindpelsen – og deltagerne er iskolde, de dyrker endda sex for åben skärm. Ak, er den flinke overflade kun et skalkeskjul for de sorte folkedybder?

Årets förste is

… er altid värd at fejre. Det blev en Magnum ‘Dovenskab’ ™ udenfor Karlstad Universitets bibliotek i strålende solskin … uhmmm.

Halloa!

Jeg er lidt skuffet – Sverige er slet ikke som jeg husker det fra min barndom. Det er brunt over det hele, sådan husker jeg ikke foråret her. Og der er meget fladere end der plejer, nästen ligeså fladt som hjemme. Enten er det fordi jeg er blevet höjere, eller også er det fordi vi boede i Norrland og det altid lykkedes mig at lukke öjnene og sove de förste 5-700 km gennem Sverige. Der, i Norrland, var foråret mere brat; den ene dag is og sne overalt, trippende vipstjärter på fuglebrättet og åndedrätdsskyer som var man forhärdet cigarryger. Og så pludselig opbrud. Stå på den vakkelvorne potonbådebro og skubbe isflager på vej ned ad elven med en stage, alting frisk og grönt og saftigt – saftigt som lyden af en gummistövle, der slipper regnvådt mos. Enten eller, hvidt eller grönt. Ikke brunt. Kokasse-danskerbrunt.

Men denne gang kunne jeg ikke sove mig til Värmland. Jeg er nästen alene i toget, indtil vi når Lund. Der välter så den svenske befolkning ind. De karter rundt mellem hindanden med et imponerende opbud af grimme sports-rejsetasker, balancerende med termokander og vägtige madpakker. Efter 10 minutters rendyrket kaos er hvert eneste säde besat med uophörligt snakkende svenskere. Jakker, tröjer, aviser og alskens habengut er draperet udover vognens indre, der nu ligner en svensk dagligstue. Det eneste der mangler er de eviggrönne plastikblomster.

Rosenborg

Det er dejligt at väre sammen med Nella igen, hun er nemlig nästen lige så underlig som jeg. Hendes kollegie hedder Rosenborg og det er komplet med gangfester og jordens klammeste köleskab. Jeg er godt tilfreds med, at de svenske delikatesser jeg har glädet mig allermest til ikke opbevares koldt: fladbröd og junglevrål! Nå ja, og så jordtronsylt, det må jeg vove på köl…
Kollegiet er et babelstårnvivar af sprog og jeg har lärt mange nye interessante ord, f.eks. spokonja (uvis stavemåde), der betyder ‘slap af’ på polsk, og rammelkiste, som er en tysk ucharmerende etiket for en bil hvis primäre formål er making out. De mange forskellige baggrunde fornägter sig ikke, men de fleste kan dog blive enige om, at vi klart skal til demonstration mod krigen om lördagen (den mest organiserede demonstration jeg nogensinde har oplevet – svenskerne har styr på sagerne!) – Nella og jeg er bestemt ikke stolte af den danske deltagelse i krigen og Magda fra Polen har det på samme måde. Senere, om aftenen, fortäller hun at der også var en demonstration i Warszawa mod krigen… med 200 deltagere! Her, i Karlstad, med mindre end 80.000 indbyggere var vi alligevel knap 1000. Hun fortäller, at alle gränseovergange på när een til hvert naboland er blevet lukket, somom Polen allerede frygter angreb. Men af hvem? Her föles krigen langt väk, den består mest af rygter i stil med at filmstjerner imod krigen ikke får lov at komme med til Oscar-showet.

Over stok og sten

Imorgen ved denne tid sidder Nella og jeg med armene om hinandens skuldre, med en begyndende brandert stigende op fra glasset, fnisende og latterlige, lige midt i Karlstads studenterbar. Jolly good! Eneste skår i min glæde er at det tager uhyggelig lang tid at komme derop – jeg tager afsted imorgen kl 8.30 fra banegården og ankommer kl 20. Der er altså et eller andet der ikke passer, Sverige er jo lige rundt om hjørnet?
Nå jo, der er også et andet skår i min fornøjelse over at skulle besøge landflygtige Nella – hun siger at man bliver mobbet som dansker fordi “vi” støtter krigen. Men hvor meget skal man være repræsentant for sit land? Nytter det mon noget at jeg siger at jeg aldrig har stemt på Fjoget?

Helena tager cool billeder…

Big Brother-blog

Godt så, så har weblogger-verden fået sit eget reality show á la blinkemorder – mød Puppetmaster! 12 mennesker starter en kollaborativ blog – dog, en af dem er ikke en rigtig person, men styres af en af de andre bloggere. Men jævne mellemrum stemmes en af deltagerne hjem. Hvis Puppetmaster og hans pet klarer den til sidste runde vinder de, men spillet slutter, hvis de andre gætter hvem der er den falske blogger…

At sparke til dæk

- “Ja, ja”, siger jeg, “det er ligesom når mænd sparker til dækkene på hinandens biler..”

- “Sparker til dækkene…?!” Mathias ser jævnt betuttet ud.

- “Ja, du ved, en mand har fået ny bil og viser den til en anden mand, der viser sin beundring/accept ved at sparke til bilens dæk – det gør alle mænd da!”

Mathias ser kun mere mystificeret ud, mens jeg forklarer, at det er et helt normalt ritual, en appriciativ ækvivalent til territorieafpisning – de fleste mænd er bare blevet så domestificerede at de ikke letter ben mere. Han bedyrer, at han aldrig har hørt noget så fjollet som at sparke til en anden mands bils dæk. Han spørger om ikke det er fordi det sådan er rart at sparke til dækket, den der spoingy følelse når ens fod rammer – og om der er forskel på om det er Viborg-dæk, Bridgestone eller Michelin?
Nu er det så at jeg gerne vil vide om det bare er mig der er helt galt afmarcheret i mine fordomme om mænds ritualer? Sig mig, er der nogen af jer, der heller ikke kender til dæksparkning? Og er der forskel på hvilken slags dæk det er?

Servicemeddelelse: Jeg er klar over, at mit kommenteringssytem i skrivende stund endnu engang er i udu. Men der er bedring på vej – jeg er i gang med, med Chrillesens kompetente hjælp, at flytte server og skifte til MT. Jeg skal bare lige finde tiden til at få det gjort…

Det bedste sted på hundens snude

Det bedste sted på hundens snude er lige der hvor næsens sorte bliver til fregner på den lyserøde hud, lige inden det går over i den hvide pels. Hvem der bare havde en snude, næser er så kedelige.

Jeg tror at snude-kærligheden er en familiesvaghed; da min mor var helt ung arbejdede hun i Ålborg Zoo. Når hun havde lidt tid tilovers, tog hun en håndfuld gulerødder med hen til savannen. Så lokkede hun girafferne til, med deres chokolademælk-brune øjne tillidsfuldt på godbidderne bøjede de langsomt og møjsommeligt de lange halse ned til min mor, der ventede lige så tålmodigt. Og når mulerne mimrede i forventning om de sprøde rødder lige ved hendes hånd, flåede hun ubarmhjertigt de orange herligheder væk og møflede deres muler. Den silkebløde snude-del var simpelthen uimodståelig. Sådan har jeg det også lidt. Vores fælles drøm er at møfle en elgmule.

Dybe links ulovlige

… ihvertfald hvis de udnyttes systematisk og kommercielt ( artikel hos eJour). Well, webloggerne uden tigger-PayPall mærkater kan ihvertfald sige sig fri for det kommercielle aspekt. Systematisk? Heller ikke, selvom det er linket der binder webloggen sammen. Men er webloggen alligevel ikke en slags hybrid-nyhedsformidler?

Ufo’ernes holdeplads

Når man passerer den Permanente med næsen mod Århus Havn, har man god udsigt til den nye havn. En diset aften som denne ser den pludselig hel fremmed ud. Den nederste række af lygter, der ligner store spots som på et stadion, lyser det store areal op og tågen der kommer rullende ligner støvskyer, der netop er blevet hvirvlet op efter en ufos rappe landing. Højere over lygterne er kranernes vertikale rækker af stjerner som ufoernes landingslys – de står der, to ved siden af hinanden, klar til take-off. Ja, ja, selv Århus kan være eksotisk.

Hmm. Måske er det science-fiction fag jeg tager ved at krybe under skindet på mig. Det var ellers forholdsvis jordnært idag, særlig da vi så Bestsellers interview med William Gibson – tænk at en mand, der skriver så fantastisk, i sin tale kan henfalde til up-speak – den måde at lade ikke-spørgende sætninger have spørgende, opadgående intonation var for bare 5-10 år siden noget man kun hørte amerikanske middelklasse kvinder bruge når de fortalte om utroskab og bigami i iscenesatte skod-talkshows. Men det var spændende at høre ham snakke om mønstergenkendelse som en universiel menneskelig egenskab og sproget som det psyko-geografiske rum, hvori vi kan skabe noget nyt. Det var også ret sjovt da han tog tøjet af.

Navne

Nu hvor jeg kan se, at palnatoke har spot on ardalambion, vil jeg lige haste med at tilføje at mit hobbitnavn er Camellia Chubb og mit elvernavn er Lessien Melwasùl ( via massless). Jeg synes dog stadig bedst om Emme – mere fyndigt, og alle kan stave til det (når de først er holdt om med at spørge om jeg hedder Emmi, Emma eller Emmet).

Krillerkrillerkriller

… fnillerfnillerfniller. Hark! Nogen, jeg ved ikke hvem, har ondsindet besmittet mig med en slim-befængt hoste – må deres røv klø og deres arme være for korte. For hver andet øjeblik, når jeg sidder uskyldigt her ved skrivebordet og er flittig, så kommer der et bittelille støvfnug forbi og hvirvles ned i mit arme svælg – swung! Så klistres det fast nede i min hals, hvorefter al raison forsvinder i hostespasmer. Mine arme lunger, de blafrer som et storsejl op mod vinden, jeg spekulerer som en gal på, om der kan komme flænger i dem. Når der kommer en særlig stædig serie host går jeg hen til spejlet og laver en lille dødsscene, rallende, teatralsk. Ja, sådan lidt tuberkulose iblandet skudsår. Det er faktisk okay. Man må jo få det sjov ud af situationen som man kan.

Mere lyd

Skab dit eget lydbillede – instruktionerne findes under det sample, der allerede er lavet. Start med at klikke et tilfældigt sted på billedet, så fanger man ideen. Weird. Hurra for grundforskning.

Audio-visuel illusion

.. Også kaldet McGurk-effekten – lad din sanser narre dig her (fra Arntes sound site).

“The most striking demonstration of the combined (bimodal) nature of speech understanding appeared by accident. Harry McGurk, a senior developmental psychologist at the University of Surrey in England, and his research assistant John MacDonald were studying how infants perceive speech during different periods of development. For example, they placed a videotape of a mother talking in one location while the sound of her voice played in another. For some reason, they asked their recording technician to create a videotape with the audio syllable “ba” dubbed onto a visual “ga.” When they played the tape, McGurk and McDonald perceived “da.” Confusion reigned until they realized that “da” resulted from a quirk in human perception, not an error on the technician’s part. After testing children and adults with the dubbed tape, the psychologists reported this phenomenon in a 1976 paper humorously titled “Hearing Lips and Seeing Voices,” a landmark in the field of human sensory integration. This audio-visual illusion has become known as the McGurk effect or McGurk illusion.” (yale.edu)

Blogger-møde

Igår aftes var den første gang jeg havde fornøjelsen af at deltage i et Århus-blogger møde – Aarhus Blogger Coffee and Beer Consortium. Det var nu sjovt, som så forskellige mennesker har noget så nørdet som en weblog til fælles.
Vi snakkede om en del weblog-relaterede emner (hvilket jo også var meningen), f.eks. hvorfor det oftest er folk der selv har en weblog, der bruger muligheden for kommentering i vores blogs. Det er klart, at hvis man som ny læser klikker sig igennem de første 5 sæt kommentarer, så virker det somom vi kender hinanden allesammen – incrowd-jokes flyver om ørerne på en. Men det gør vi altså ikke – det er kun nogle få der kender hinandnen ude i den barske, virkelige verden. I det hele taget må det være mærkeligt at støde på en weblog første gang – hvordan orienterer man sig som ny læser? Hm, jeg må vist også have mig sådan en “hvad er en weblog”-sektion… Indtil jeg får bikset en sammen, låner jeg lige din, Winther (Nej, nej, nej, vi er ikke en sammenspist gruppe der kalder hinanden ved øgenavne… nå, det er vist for sent).

Universalier?

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der ikke er 52 kort i et tysk kortspil? De har es, konge,dame, knægt, 10, 9, 8 og 7… og det er det. Jeg troede at kort var sådan et universalspil – hvis man ikke kan sproget, kan man altid rippe folk i poker.

Dessertglæde

Obelix faldt i gryden som spæd. Di’s skæbne blev beseglet da hun var lidt ældre – en dag var hun stor nok til, at ansigtet kunne nå op til bordkanten. Mor havde lige overtrukket en hel plade af marcipan-lækkerier med tyk, mørk chokolade, den stod nu på bordet så hele kuldet, der lignede små fugtige hundenæser, kunne tørre. Hvis Di stod bare en smule på tæer og stak tungen ud, kunne hun få kontakt med chokoladeoverdådigheden – og hvis hun bevægede sig langsomt til siden, stadig med tungen ude, stod der jo en hel række af de små toppe. Således fortsatte hun hele vejen rundt om bordet, efterladende en bane af nøgen marcipan. Mmmmm, yummy. Hendes kærlighed til desserter har fulgt hende siden. Jeg tror hende, for hun akkompagnerer historien med en kop chokolade, af den slags hvor der er mørk Valrhona i – det holder!