emmes weblog

Nørd must-have

Elektrisk tandbørste, nørd version – bemærk usb-stikket. (via helledi)

HJKSK!#!JGJGGRRR#%?!

Okay, OKAY! Jeg overgiver mig! Jeg erklærer hermed, at jeg hader Haloscan og at jeg næste gang jeg har et ledigt døgn, skifter til moveable type. Og jeg vil ikke høre noget “hvad sagde jeg” (undertegnede banker hårdt i bordet så kaffekoppen springer for livet og får spontant blodskudte øjne).

“Det kan jeg bare ikke med, det der science fiction, det er for urealistisk!”

Det er ofte den holdning man mødes med, når man tøvende indrømmer at være science-fiction og fantasy læser. Men hvorfor er science fiction så ildeset? I mit hygge-fag dette semester, “Science fiction eller realisme?”, diskuterer vi i øjeblikket hvad det er, der udgør genren, men det er uhyre svært at fastholde. Darko Suvins novum som karakteriserende for en sci-fi roman kan vel nærmest kun opfattes som et virkemiddel. Tematikken drejer sig ofte om rationalitet i forhold til menneske-maskin relationen, om samfundskritik/satire, om systemet der er større end individet, om adgang til information og har gerne karakter af noget mystisk og dystopisk, strakt og karikeret, så selv den tungnemme kan absorbere det.Men det er sci-fi jo ikke ene om. Sci-fi er nærmest en slags over-symbolladet realisme – realismen (et noget vandet begreb, jeg ved det) skal skildre virkeligheden, og det er vel også det sci-fi vil, bare med en fremskrivning og et metafor-apparat, der åbenbart virker afskrækkende på de fleste. “Jamen, det er ikke noget jeg kan relatere til mit eget liv”, lyder det fra kritikerne. Nå ja, jeg synes nu at der skal lige så meget fantasi til at applikere Zolas Germinal til min situation, som der skal til vores læsning af The Crying of Lot 49 (Pynchon) – men okay, ye of little faith, smut I bare tilbage til Dea Trier Mørch!

Svenskerne er vidunderlige!

Nella, som i øjeblikket bor i Sverige, ringede og fortalte, at hun under et minimalt hjemve-sug i maven havde fået lyst til kærnemælkskoldskål. Men ak, svenskerne, de små nordlands-svesker, må ikke få kærnemælk for deres stat, der er nemlig for meget fedt i. Så det er ikke til at købe nogen steder. Men nu tænker jeg, kære Nella, at svenskerne jo også i et vist omfang er nægtet direkte adgang til alkohol, hvilket de i offentlig hemmelighed omgår. Mon ikke også der er et undergrundsmarked for dejlig syrlig og let gæret kærnemælk?

Der er så meget piger ikke forstår; med håndboldholdet til sexmesse

- “Den ligner nu mest et rundboldbat”, siger vores højre fløj tvivlrådigt og samler en 16″ double dong op.
Ja, det var nok mest det vi fik ud af vores besøg på Erotic World-messen, der var ret mange ting, hvis anvendelse vi ikke kunne regne ud. Det var nu også mest et freak- og raritetsshow, hvor midaldrende mænd trippede rundt ved lunke krus af fadøl og råbte bøvede kommentarer efter stripperne – det var Camden Town møder skumle kælderbutikker i en frynset neonlyssetting.
Vores træner havde fået en stak fribilletter, så vi aflyste torsdagstræningen og tog afsted, for at bevise, at sport handler lige så meget om at have det sjovt, som at komme i form. Og jo, vi havde det sjovt – de kvindelige strippere var ret kedelige, men den mandlige strippers batman-performance var ret underholdende, selvom jeg nu ikke er helt sikker på at det var tilsigtet. Vores træner grinede lidt i skægget over at komme anstigende ene mand med 12 piger, der for længst var ude over den første ungdom, på slæb. Hans cool verdensmandholdning holdt dog kun til han befippet opdagede, at den ikke helt unge dame bag baren var topløs.
Efter en enkelt runde rundt i messeområdet havde man ligesom set, hvad der var at se – der var mange sjove ting, men også en del overflødige. Indrømmet, det er muligvis bare mig der er gammeldags, men jeg synes nu, at det erotiske bør have en lidt mere subtil karakter – den her type eksplicitering virker på mig fumlet og ubehjælpsom, målrettet til folk, der ikke kan finde inspiration i hinanden. Og der var faktisk enkelte ting, der bragte os på kvalmestadiet – f.eks. den højgravide lolitadukke.

Vi går efter guldet

Idag, under en hyggelig brunch på stamstedet Globen, besluttede Lisbeth og jeg, at vi nu er gamle nok til at gå efter guldet. Vi har ventet og ventet, men sjovt nok er der ingen der har serveret det for os. Vi lavede en aftale og om 5 år skal vores forhåbninger været indfriet om vi så skal knække nakken i forsøget. En af Lisbeths målsætninger er, at vi skal se hendes cool tøj på en berømthed i et fancy blad – det synes jeg ikke er for meget at bede om. Og selv om Christian har ret i, at Janteloven holder en behørigt ydmyg overfor de appelsiner der falder i ens turban, så skal man nu heller ikke lade den holde sig nede – det er vi ihvertfald færdige med.

Araknofobi

Dapper groggy ud i køkkenet for at lave kaffe. Gror fast som en hængepalme ved vinduet, mens vandet tager sig evigheder om at koge. Men pludselig rejser de små hår sig i nakken – jeg er bevidst om at jeg bliver iagttaget. Jeg formår at bevare fatningen og lade som ingenting, jeg har prøvet det her før. Nonchalant fylder jeg stempelkanden. Dér. Lige udenfor mit synsfelt er der noget sort der bevæger sig hurtigt. Som en kradsen i øjenkrogen.
Jeg slentrer tilbage til mit værelse – jeg samler Weekendavisen op på vejen, den har jeg naturligvis ikke fået læst endnu. Jeg parkerer kaffen ved computeren – åh, nu kan jeg høre den! Kriblekrable-trippe-dappe. Sorte bevægelser i mit baghoved, tyst skyggedans. Jeg fløjter umelodisk og går hen mod reolen, karikerer med hver eneste bevægelse, at jeg med den hånd, der ikke fugtigt klamrer avisen, vil til at tage en bog fra øverste hylde – men i sidste øjeblik drejer jeg 180 på hælen og konfronterer midten af rummet. Og ganske som jeg havde forudset, stivner bæstet med sit 5. ben hævet, han troede at han kunne krydse rummet bag min ryg, men jeg kender hans arbejdsmetoder. Han står dog kun stille et splitsekund før han piler med høj fart mod klædeskabets forjættende mørke. Trippe-trippe-trip, sorte ben bevæger sig lynhurtigt, mens kroppen holdes helt stille, somom den blev båret i kongestol af 8 tynde slave-ben. Men jeg er hurtigere, båret af krible-angsten, jeg gør udfald med den hårdt sammenrullede avis. Klask! Jeg løfter ikke avisen med det samme, men holder den fast mod gulvet indtil jeg vurderer at dødskramperne er ovre – dem vil jeg alligevel ikke være vidne til. Så løfter jeg, og der er han, flad mod gulvet, indvoldene mast ud af den ene side, som når man tager en bid af en burger og bøffen stikker af.
Jeg er stadig ene-hersker i min niche.

Fartbølle

Fra nul til 300 på 26 sekunder, er det godt?

Krig som konversation

- “Nå, tror du der bliver krig?”, spørger far.

Krig? Det er da muligt. Men hvad ved jeg? Alt omkring det er blevet så komplekst, jeg forstår ikke hvordan de, der faktisk har noget at sige i sagen, kan finde hoved eller hale i det. Jeg kan da godt snakke med, om den tysk-franske indsats mod krigen, men det giver ikke rigtig mening. Jeg synes ikke rigtig, at det er noget man kan snakke om.

Jeg folder avisen ud. “Krigstema”, står der øverst. Ja, krig er vel et tema?

Jeg går hjem gennem tågen. Folk der passerer hinanden, skeler mere nysgerrigt end vanligt. Jeg ser en plakat, som jeg har set i en del versioner før. Den opfordrer til deltagelse i en demonstration d. 15. februar mod krigen. “Hvis krigen kommer før det”, står der, skal man møde op samme aften kl 20. Hvis krigen kommer? Åh, bed mig ikke om mere, jeg kan ikke.

Emme the Dwarf

Suk, jeg havde håbet på noget lidt sejere, men LOTR testen har talt, jeg er en dværg. Så nu er det slut med de høje sko og frem med hakke og skovl – bare ærgeligt, at jeg hader at få jord under neglene.

Seks om dagen

Under 12-timers marathon-fredagsbaren udregnede Johannes noget meget interessant; I et Pickwick-fruity-thebrev, der vejer ca. 2 g, er der 2% frugt… hvis man skal have sine 600g frugt om dagen ved at drikke the, skal man indtage lige i omegnen af 150 liter the. Troede vi. Udregningen havde den fejl, at den medregnede AL den frugt der var i thebrevet. Dog, frugtstykkerne er jo nok meget små, så vi regner med at ca. halvdelen af de gode sager diffunderer ud i vandet… så kan man nøjes med 300 liter.

Instant happiness

Instant coffee, an instant message, instant relief of rain, an instantaneous and insistant kiss, instant muffins, instantly turning the page, instant pain of chilli on the palate, pictures as instant memories, the instant I wake up.

Ode til min ungdom 2: Når alder betyder noget

Min lillebror var vel 4-5 år den gang. Han sad på trappens nederste trin og græd, store fede tårer ned over de runde kinder. Han aer sin ene arm.
- “Hvad er der i vejen?”
Han peger anklagende på armens milimeter-korte lyse dun og snøfter:

- “Jeg bliver aldrig en rigtig voksen mand!!”
Samme dag havde han opdaget fars imponerende mørke arm-hårpragt og lagt to og to sammen – for at blive voksen skal man have rigtige hår på armene.Og at gro dem så lange og farvede, var en næsten uoverkommelig opgave for en lille dreng som ham selv. Hvordan skulle han bære sig ad med det?

Tarot

Jeg er

Hvilket tarotkort er du?
(via palnatoke)

Dumme!

Jeg er omtrent lige ved at have fået nok af Haloscan, der har slugt mine seneste 10 kommentarer og iøvrigt har det være nede det meste af dagen. Se, jeg kunne så skifte til palnatokes blogKomm, men det system har i min opfattelse et horn i siden på mig, det ignorerer de fleste ting jeg skriver i palnatokes blog – han siger, at hans system er genert, fordi det er så nyt. Tredje mulighed er, at den rare Ole slet ikke er så rar som jeg troede, og sletter mine indlæg… Paranoid? Det ville du også være hvis du havde Haloscan.

Ode til min ungdom

Jeg bliver nødt til at holde fast i, hvad jeg skriver i mine 100 ting, alder betyder ingenting medmindre man er en ost. Jeg var ellers ved at gå lidt i panik, da jeg fik fødselsdagsmailen fra Jesper med hans lettere modificerede udgave af min person – nå ja, lad os være ærlige, du gjorde mig 250 år gammel, istedet for 25, din snøbel! Se selv! Jeg måtte straks huske på MLs historie om den mand hun mødte i alperne, der sagde at kvinder først blev rigtig interessante når de passerede 30.. samt min onkels udsagn om at man først finder sig selv når man er over 50..
En fødselsdag er ligesom Prousts lindete – den første bid af fødselsdagskagen og man er inde i de hedengangne fødselsdages univers, fra den første kagemand, over ballondans, via teen-druk til nuet, hvor man ikke tæller op (jeg er næsten 19, 20, 21), men snarere tæller ned – nu er der kun 5 år til jeg bliver 30.