emmes weblog

Natlig konversation

Natten griner jovialt, som den lurer udenfor mit vindue – den strækker sig, knækker led og ånder en cirkel på glasset. Så skriver den, med sine store sorte grabber, i dampen: Det er sengetid.

Ikke endnu, mimer jeg tilbage til Natten, jeg har et mellemværende med Mr. Speciale her – han nægter at lade sig skrive på idag, men jeg skal vise ham hvem der bestemmer. Jeg vil ej hvile førend en side eller to er tilføjet til den lede specialecounter.

Natten smiler tålmodigt, den har nok hørt den sang før.

Update 01.02: Okay, så det blev kun en halv side. Men der er jo heller ingen grund til at fortsætte med at skrive en hel masse der er så elendigt at jeg bliver nødt til at slette det senere, vel? Vel?!

(argh)

Emmeism ( – du har søgt på 2003)

• 2003 var foranderligt, uforudsigeligt, farligt og helt uundværligt
• 2003 var året med arbejdsmæssig omvæltning
• 2003 var nye venner vundet, en enkelt tabt
• 2003 var en fortsættelse af den glæde der startede i 2002
• 2003 var kort, sådan er det vist med tid når man bliver ældre
• 2003 var året, hvor det formede sig mere klart i mit hoved hvad jeg vil med mig & mit liv(tm)
• 2003 var hårdt arbejde – men på den tilfredsstillende måde
• 2003 var begyndelsen til enden på mit studie
• 2003 var fuld af ord – både skrevet, læst og talt
• 2003 var mange små glæder
• 2003 var ligesom en appelsin – man bruger lang tid på at pille den hvide mellemskræl af, inden man når ind til det søde
• 2003 var, nu er det snart 2004 der er – det går for hurtigt! Stop året, jeg vil af!

(Idé tyvstjålet fra commonme)

Indbagt drøm med ordsalat

Fjern alle overskydende adverbier fra drømmen og lad den marinere i en vinagrette af subtile etymologier og stærke verber. Svøb den siden i pragmatiske pidginer og infixer, overhæld med Saussure sauce og drys med kategorisk perception (husk at smøre fadet med ablativ). Bages midt på epiglottis ved 220 frikativer.

Bland rød switch reference med bitre suprasegmentaler, dryp med implikatur. Hak classifiers, rodallomorfer, tempus deiksis og endelser (husk nul-morferne, men udelad zero-morferne, da de er for sure) og bland det hele i en skål. Drysses med gramemer revet til fonemer på den grove side af rivejernet.

Server med dyslexi og deklarativ viden.

Fra mig til alle jer

God poesi er svær at finde. Men Mervyn Peake har altid mestret det sublime – så her er et lille digt, der indeholder al god poesis ingredienser: Kage, Kniv & Kærlighed!

The Frivolous Cake
A freckled and frivolous cake there was
That sailed on a pointless sea,
Or any lugubrious lake there was
In a manner emphatic and free.
How jointlessly, and how jointlessly
The frivolous cake sailed by
On the waves of the ocean that pointlessly
Threw fish to the lilac sky.

Oh, plenty and plenty of hake there was
Of a glory beyond compare,
And every conceivable make there was
Was tossed through the lilac air.

Up the smooth billows and over the crests
Of the cumbersome combers flew
The frivolous cake with a knife in the wake
Of herself and her curranty crew.
Like a swordfish grim it would bounce and skim
(This dinner knife fierce and blue),
And the frivolous cake was filled to the brim
With the fun of her curranty crew.

Oh, plenty and plenty of hake there was
Of a glory beyond compare –
And every conceivable make there was
Was tossed through the lilac air.

Around the shores of the Elegant Isles
Where the cat-fish bask and purr
And lick their paws with adhesive smiles
And wriggle their fins of fur,
They fly and fly ‘neath the lilac sky –
The frivolous cake and the knife
Who winketh his glamorous indigo eye
In the wake of his future wife.

The crumbs blow free down the pointless sea
To the beat of a cakey heart
And the sensitive steel of the knife can feel
That love is a race apart.
In the speed of the lingering light are blown
The crumbs to the hake above,
And the tropical air vibrates to the drone
Of a cake in the throes of love.

(Mervyn Peake, 1946, Titus Groan p. 84-85. Random House Vintage Edition)

To sleep, not to dream

Søvnmangel; ens hoved er fyldt med vatkugler (derfor bør man ikke gå ud i regnvejr, det kan have fatale konsekvenser) og man får en underlig fjoget tilgang til alting. Man får en høj tolerancetærskel og antager at andre har det samme, hvorfor det ikke generer en synderligt at kommandere med dem. Man finder pludselig sig selv midt på Strøget en søndag, aldeles henført over 4 fyre der synger When You Wish Upon A Star i falset. Man dagdrømmer om puder, sofaer og futoner og de frækkere fantasier inkluderer Jysk Sengetøjslager. Når man står op, ser man med længsel frem i døgnet til det punkt hvor man håber at kunne nedsænke sig i dynemasserne igen.
Derfor var igår en sjælden luksus: sove længe, sen brunch, film, slik, gåture, risengrød med kanel og masser af timer på sofaen. Og revitaliserende kys. Uhm.

Nogen gange er det nemmest bare at være calm & collected, selvom man er bange – ligesom det er nemmere at være skråsikker, for at skjule at man er usikker. Jeg tror at jeg virker rolig, folk tror måske at jeg er stærk – det er jo også kun mig der kan mærke de grå bølgeskvulp i min mave. Den stærkeste er nok i virkeligheden den, der kan vise sin svaghed uden at gå i stykker.
Men der er klar bedring på vej, så nu kan jeg godt acceptere at det bliver jul.

Dårlige nyheder – det går igennem rummet som en stigende kvalme. Skal jeg stå op eller sidde ned. Det er møg-distraherende pludselig at være bange.
Og hvorfor har de malet samtalerummet på intensiv en syg citrongul? Man bliver helt søsyg når man kommer til at kigge på den gule flade og nogen gange vender rummet på hovedet.
Man kigger på tal og kurver, er det godt når de går op eller ned, og lytter til respiratorens rolige hvæsen.

LOTR

Jeg sværger, at jeg ikke bare siger det her for at være kontrær, men jeg var lidt skuffet over Kongen Vender Tilbage. Altså, alle spændingsscenerne var fantastiske – jeg fik slet ikke spist mit slik, men blot knuget det til smamrethed i posen. Men der var for mange hulke-scener, selvom de var meget tro mod bogen. Problemet var bare, at al lidelsen op til tåreperserscenerne var reduceret, så forholdet mellem action og stirre-ud-i-horisonten-og-sige-store-ord var forvredet. Jeg burde ellers have været parat til at hive Kleenexen frem, for jeg var træt og vi så den i nat, med start 23.45. Men alt hvad det kunne blive til, var en lille klump i halsen. Men måske sad jeg bare på den forkerte række – vi havde fået sæder ved siden af et par unge knægte, hvis knastørre kommentarer gav mig lidt mere comic relief end Peter Jackson ville bryde sig om.

Nå, men den får en chance mere på søndag, så kan det være at jeg overgiver mig til Titanic-rusen.

Fahrenheit 451

Bogbrænderregimet raserer verden igen. De laver husundersøgelser og danser deres barbariske heksedans om bogbålene i gaderne. De når snart dit hus. Der er ingen vej udenom – aflevér bøgerne til de galt afmarchede purister eller dø.
Men under det tredje trin i bagtrappen er der plads til 5 bøger i det hemmelige rum – hvilke 5 vil du redde fra flammerne og smuglæse det næste årti indtil vinden vender og magten afhændes til fornuftigere folk? (Inspireret af Everything Burns, via Eudaemonist)

• Anne Fadiman: Ex Libris – fordi det er godt med en bog om at elske bøger i en situation hvor bøger er ildeset
• Mervyn Peake: Titus Groan – første bind af Gormenghast trilogien. Hvis nu bare jeg havde haft dem alle i ét bind!
• Günter Grass: Bliktrommen – fordi det er godt at læse om at være anderledes, når nu man sidder der på bagtrappen og smuglæser
• Lawrence Norfolk: Lemprières Ordbog – fordi jeg elsker krydsreferencer og ordsmovs
• Helen DeWitt: Den Sidste Samurai – endnu en bog om kærligheden til ord på alle sprog

Don’t Stand So Close To Me

Det er vesterhavssusen i mellemgulvet. Det er en ny forståelse af de gamle sort-hvide film, hvor heltinderne blafrer med øjenvipperne og er nær ved at dåne i affekt. Det er en næsten uovervindelig trang til at læne sig ind til den person, man leger mental tovtrækning med – og en følelse af sin egen styrke, når man modstår lidt endnu og næsten formår at lade som ingenting.
Kildre, kildre – trippe, trippe, myrer på min rygrad. Kildre, kildre – blafre, blafre, tusind kolibrier i min mave. Kildre, kildre – åndepust i knæhaserne, frydblandet tigerrædsel, løb eller bliv paralyseret.
Åh, så smid da den zoologiske have ud og giv mig den mand!

Jeg bliver rig! ( – måske betyder det at jeg ikke behøver at skrive Speciale?)

Nu har jeg fundet ud af hvordan jeg bliver rig – jeg vil lave et garderobesystem til diskoteker og lignende, hvor Gæsten får garderobenummeret tatoveret i panden. For helt ærlig – den gennemsnitlige Gæst hos os drikker 13,2 genstand og har 5,7 lommer, hvilket er intet andet end en farlig cocktail. Faktisk er det også lidt gæsteplageri. At udlevere en bittelille papirslip til folk og mene at de skal kunne lokalisere den igen midt om natten i en kæmpe storm – det er da dårligt design.
Famlende, søgende efter både papirnips og koncentration, svajende, svedende og bombet tilbage til analfabetisme af alkoholen er Gæsten ikke meget mere end grim. Det er nok også det eneste tidspunkt i dens brandert hvor den selv er klar over det. Traditionelle garderobesystemer ødelægger alkoholens illusoriske kræfter. Det vil jeg godt gå på barrikaderne imod.

Kære mor og far, søstre og bror

Jeg har ikke glemt jer, selvom det er længe siden I har set mig. Jeg tænker tit tanken “… i eftermiddag kigger jeg lige ud”, men pludselig er dagen gået og det er nat og der tror jeg alligevel ikke I gider have besøg, selv af mig. Jeg ved ikke hvor mine dage bliver af, jeg tror at jeg går dem væk, ligesom huden på en vabel – først en lovende hvid bobbel, så en krøllet, fugtig uappetitlig lap og til sidst ingenting.
Hvorfor går tiden hurtigere og hurtigere jo ældre man bliver? Hvis det bliver ved i det her tempo, er der jo ingen grund til at se frem til sit otium, for da vil december forsvinde i et fingerknips. Jeg ved ikke hvor den tabte tid går hen, når den går ud, men jeg lover at jeg snart skal finde den. Jeg er jo humanist, ikke tidsrøver.

Kærlig hilsen og på snarligt gensyn

Okay, måske er der lidt christmas spirit tilbage i zombien alligevel:

Julekalenderen (via #08)

Dette er vist alt hvad man kan skrabe sammen af julehumør fra min side lige nu:

Den onde julekugle…

Den ultimative julegave - hvis man er til afdankede semistjerner

S

Jeg fik mig en intern vejleder på Specialet idag. Jeg er efterhånden begyndt at hade at fortælle folk om min plan om at blive færdig d. 15/02, pga. de mildest talt diverse reaktioner. Jeg er ikke så vild med de situationer hvor folk griner af mig som om jeg var idiot. Heller ikke dem hvor folk kigger medlidende.
Men da jeg fortalte min vejleder om planen, konstaterede han bare tørt, at jeg så have 2 måneder tilbage og så nikkede han til mig og smilede imødekommende, ikke dømmende eller undrende, mere undersøgende, som for at vurdere omfanget af min egen modvilje mod mit projekt. “Only I know my own condition”, sagde Virginia i The Hours. Nemlig. Det kan godt være det er en rådden plan, men så lad mig dog få lov at lære af mine egne fejl – så får I måske chancen for at sige ‘hvad sagde jeg!’.

Singlebølgen

… hedder nu QuirkyAlone. Charmerende. Test hvor quirky og alone du er.

Grøn stue eller Orange stue?

“…Genuine architectural variety does not consist in using different colours or textures … the result has the appalling sameness of the tortures of hell. They may poke you with different instruments, but it’s all pain…”(E. Raskin 1960)

Så sandt. Det samme gælder for det indvendige af de nye bygninger i IT-parken. Gangene er lange og næsten ens – pånær baggrunden til skiltene udenfor dørene; de har hver sin farve! Yihaa! Men hvordan skal jeg kunne huske om jeg sidder på kitch-orangegangen eller institutionslimegrøngangen? Jeg har lidt svært ved at koble farverne med noget af det der foregår de respektive steder. Måske skulle vi lave sådan nogen tribal-farve arrangementer for at afhjælpe problemet. Der er ikke noget som konsulentunderstøttet symptombehandling på dårligt design.

Ord for og om sne (- og glem nu eskimomyten, okay?)

Snefnug, snestorm, snevejr, snefald, tøsne, snebyge, snedrive, snekanon, snekastning, snehytte, snesjap, sneplov, snemand, snehare, snesko, sneskraber, sneskred, snebær, snebold, snefald, sneklædt, snekæde, snerydning, sneblind, puddersne, frostsne, sneengel, snebriller, sneboldkamp, sneskuffe, sneskærm, sneslynge, snespurv, snefog, snedække, sneglat, snehvid, snegrænse, sneugle, snetykning, snehegn, Snehvide, snelandskab, snemasse, snescooter, snevejrsdag, snevinter, snelygte… (inspiration: Language Log)

Nå? Kommer der så snart noget sne?

En nat på arbejde

Først er den så beleven, Gæsten (altid i generisk ental), pæn i tøjet og smilet, forsigtigt navigerende, kontrolleret. Dog er den som får er flest. Dens bevægelse i rummet forudser vi allerede når vi gør klar til aftenens arrangementer – dens nervøse skridten rundt når den har fået en velkomstdrink i hånden, dens inspiceren af borde, buffet og bar er et mønster man skal acceptere og ikke obstruere når man designer festrummet.
Så får den noget at spise & drikke og så kan den fylde op i hjørnerne – Gæsten kan indtage en bygning på en måde der gør Kakerlakken og Rotten grøn af misundelse. Ikke til at styre på en halv tønde land. Og den må jo gerne, siger den, for betaler den måske ikke for det? Menneskehedens ældste og vægtigste argument.
Men den er så glad – den er lutter åbne arme og åbent gab, det sorte hul der kræver væske. Dens arme og ben vil i hver sin retning, den hjuller, mosler og karter. For vores øjne bliver den Ét med alle de andre, en stor grå møllende masse i slow-motion.
Og nu er det os der gør os umage med navigationen, for Gæsten har kastet håndklædet i ringen (”hva’ pokker gør det, den ene gang om året?!”) – vi kan genkendes på det smilende, men lidt reserverede udtryk, som vi håber er afvæbende. Nej, vi vil ikke vide hvad lavkonjunkturen har gjort ved kopipapirindustrien. Nej, vi vil ikke vide hvordan man ’rigtig’ skænker en fadøl. Nej, vi vil ikke med hjem.
Vi flygter ud bagved – der hvor musikken ikke slår en for brystet og luften ikke er fuld af Gæsten.
På kontoret; fade med svampede kager, sodavand, vulgære vitser og skiftetøj imellem computere og planer over det næste års arrangementer. I mellemgangen; cigaretrøg og stabler af rekvisitter fra loft til gulv – fustager, kurve, pynt, glas, bestik, duge, vin, brødkasser, bure og vogne (hvor er den røde fladvogn? Er der nogen der har set den røde fladvogn?). Man kan også stikke hovedet ind i køkkenet – her hersker køkkenkongen og hans 3 små dværge. Men effektiviteten er alt for smittende, så hellere opvasken. Her står 2 drenge og kigger på 1400 glas. ”Hvis nu vi antager at alt levende har en sjæl…” siger den ene. Den anden skynder sig at sætte cd’en med banjo- og fiolspillerne på.
Igennem røg og damp kan man skelne 5 timers hårdt arbejde forude.

Kan du gætte hvem jeg er?

Jeg synes at det er lidt sjovt, at den mest kendte falske blog i Danmark handler om en ‘blond’ fyrs dagligdags problemer, hvorimod den engelsksprogede She’s A Flight Risk har samme format som en smooth Bond-film. Esquire har et interview med den glamourøse Isabella.

Jeg kender en blogger, der siger at h/n godt kan finde på at indskrive imellem-linierne-beskeder i sine indlæg. En form for meta-meta-dimension. Jeg nægtede det først, men har opdaget at jeg også gør det selv. Jeg fiktionaliserer mit liv. Det er ligesom at skære grimasser når vinden vender og pludselig hænger gummiansigtattituden fast.

Update; Parodiblogs, en ny genre? Tjek Google-bloggen (disclaimer nederst på siden).