emmes weblog

Jeg var egentlig i gang med at lave en liste over tredjeparts services/apps til Twitter som ville være gode at undgå af to grunde:

1. Fordi de opbevarer dit password
2. Fordi de auto-tweeter, så snart du har tilføjet dem (lede spammaskiner)

I første omgang begyndt jeg at opliste apps jeg selv havde prøvet og været utilfreds med (f.eks. pay with a tweet, twiffiency osv). Og så ville jeg supplere med at prøve lidt forskellige udvalgte apps. Indtil jeg fandt ud af, hvor mange der er. 250.000 er der lavet på Twitter API’et – og der er mange lister, der viser de mest populære.

I mandags kom Twitter mig i møde med punkt 1, ved at udrulle OAuth, som er en måde at bruge apps til Twitter, uden at de skal opbevare dit password. Hurra. Jeg synes altid man har en lidt sveden fornemmelse, når man godkender adgang til Twitter eller Facebook, uden helt at være på det rene med hvad det betyder. Men nu garanterer Twitter altså, at andre ikke får mit password, så længe jeg kun godkender apps der bruger OAuth.

Jeg kunne stadig godt bruge listen over apps, der autotweeter. Når man ved et uheld får brugt sådan en app, så føles det som at have fået en engangs-virus. Man kan jo disable app’en med det samme, og slette tweetet – men det er stadig som at have haft Roskildesyge et offentligt sted. Du ved, som at have brækket sig en lille smule på offentlig gade. Auto-tweets er som en fugtig bøvs i ens twitterstrøm.

Listen ville nok hurtig blive rigtig lang, og besværlig at skulle kigge i inden man brugte en ny app. I stedet for er min taktik nu bare at undgå alt andet end meget efterprøvede apps. Farvel til sjov og spas med nye dimser.

Jeg er blevet en konservativ Twitter-bruger.

Lige nu er der masser af snak om Facebooks nye feature Places – i første omgang kun lanceret i USA, men inden længe ruller de vel også ud i Europa.

Med Places kan du – hvis du har en smartphone med GPS – lave en placerings-update af dig selv. “Katrine er på Risteriet”. De sidste par år har der været masser af mindre lokations/proximity-services i Danmark, som har været brugt af mindre grupper af mennesker. Jeg husker stadig mine kollegers rædsel, da jeg demoed Imity (i beta) for dem tilbage i … 2007?

Jeg forsøgte at forklare, at ens placeringsdata – hvadend det er en præcis GPS-lokation eller en lokation i relation til andre – har været tilgængelig meget længe. Nu er der bare nogen der samler den op og bruger den til at lave services.

Så vi kan nok forvente lidt blandet ballade og rædsel, når Places bliver rullet ud til frøken Facebook og hendes homies.

Og det er da heller ikke uden problemer. Så snart data forbindes med anden data, kan det blive til information – og det har en værdi. For frøken Facebook er den værdi nok mest relationel – bedsteveninden ser hende checke ind på cocktail-bulen med bedstevenindens mand – men værdien kan være så meget andet.

Jeg tror at når jeg ser tilbage på den her tid – med alle de nye relations- og kommunikationsformer, der spejler vores hverdag – så vil jeg tænke, at den var en spændende og underholdende tid. Alle de nye konventioner vi skulle skabe, alle de nye uskrevne regler for opførsel, der skulle overføres fra den fysiske verden til den digitale.

(God dansk gennemgang af brug af lokations-services herhjemme >)

(Liste over artikler om Facebook Places > )

Det var vel blot et spørgsmål om tid, før al vores snak om social kapital & valuta fik nogen til at tænke, at det jo er til at betale med.

Pay with a tweet lader dig betale med en præ-fabrikeret tekst for f.eks. en bog, men sikkert med tiden også for andre digitale ydelser, der kan sælges i bulk (dvs. de er digitalt skalérbare). Tanken er den klassiske virale; du fortæller dine followers på Twitter om bogen via tweetet, til gengæld får du bogen.

Jeg har nu prøvet det – jeg ‘købte’ bogen ‘OM MY GOD WHAT HAPPEND AND WHAT SHOULD I DO’ (really, det hedder den) – med det uskønne tweet “This Book helps you to move into the Digital era of awesomeness. Download it for free: http://bit.ly/4R9rth”, som meget dårligt passer til min vanlige Twitterstil. For at få  bogen, skulle jeg dog tweete via deres app, og da jeg godkendte den, godkendte jeg også, at de fik adgang til min profil, hvilket jeg nu er lidt ked af.

Ideen er sådan set fint; systematiser det mikrovirale. Det havde være sympatisk, hvis man kunne få lov at redigere det tweet kan sender ud. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at blive gidseltaget – altså, jeg får først bogen, når jeg har sendt tweetet. Hvis det var en fed nok bog, så skulle jeg nok tweete url’en alligevel.

(Ps. Man kan nemt slette sit tweet, når bogen er downloadet – og under dine settings på Twitter kan du trække app’ens rettigheder til din konto tilbage.)

Yes, det er fredag igen, utroligt så glad man bliver, selvom det trods alt sker hver 7. dag. Og jeg synes det er passende at runde af med et afsnit af ‘Ting, jeg frygter på arbejdspladsen’.

Jeg holder meget af mine kolleger. De er kloge, rare og sjove, så man kan ikke bede om mere. Og når vi en gang om året tager på tur nogen dage alle sammen – som vi skal på søndag – så er det hyggeligt.

Men jeg har det mærkeligt ved at se dem let afklædt.

Den første tur jeg var med på i Advice, var jeg så ny, at jeg slet ikke var startet med at arbejde endnu. Vi var i Contignac, Frankrig, og poolen så fantastisk ud. Der gik heller ikke mere end 10 minutter før en gruppe kolleger havde skruet sig i badetøjet og havde startet en vild leg i vandet.

Der er ikke objektivt noget galt med at se sine kolleger i badetøj. Det er bare en lille smule for intimt. Det er jo ikke sådan at jeg bliver dårlig og må vende mig væk – hey, jeg hopper såmænd også selv i bikinien når det er varmt nok – men det er en lille smule grænseoverskridende. Hellere ti fremmede i bar overkrop og g-streng, end en kollega i badedragt.

Men i år skal vi – efter mange ture i sydens sol – til Sverige på den årlige tur. Og selvom det bliver godt vejr, så forestiller jeg mig at vandet er så koldt, at badeture vil blive holdt på et minimum.