emmes weblog

Mad i bøger #1: Scarlett Thomas, The End of Mr Y

Kogebøger er en dejlig ting. Gode opskrifter gør det nemt at lave den mad, man gerne vil spise. Hvis man kan finde ud af at bruge opskriften, er resultatet rimelig forudsigeligt.

Men det kan man også godt blive lidt træt af.

Jeg har i mange år været optaget af, hvordan mad beskrives i romaner. Jeg har endda, i mine glade akademiske år, skrevet en opgave om fremstillingen af mad i golden age og noir science fiction. Jeg tror nok min tese var, at jo værre det gik med menneskeheden til slut, jo dårligere mad fik de i løbet af romanen. Som om det ikke var det værd at føde menneskene ordentligt, hvis de alligevel blev udryddet af en rumparasit.

Mine første erindringer med fiktionsmadmisundelse var, når min far læste højt at Hobbitten for mig. Jeg tror Tolkien var en mand, der satte pris på en god brunch, ihvertfald blev jeg sulten, selv når de bare fik en humpel brød i vejkanten.

Og det har fået mig til at tænke, at jeg vil til at lave mere fiktionel mad. Det har den fordel, at jeg altid kan sige at retten mislykkes, da forfatteren har den kreative ret til at digte noget, der ikke kan lade sig gøre.

Jeg startede i denne uge med Scarlett Thomas’ The End of Mr. Y. Jeg er ikke færdig med at læse den, men jeg tror menneskene overlever, for der har været et par gode, simple retter indtil videre, og hovedpersonens næsten orgiastiske forhold til kaffe lover også godt (selvom jeg er lidt træt af, at mysterier kun kan løses af personer, der har haft en hård opvækst, drikker sygt meget kaffe, ryger for meget og ser lidt stort på personlig hygiejne).

I scenen jeg har lavet mad fra, mødes hovedpersonen Ariel med to kolleger. Det er Heather, der har lavet mad:

“We’re eating pasta and roasted vegetables, as promised (…) The pasta is almost as impossibly bouncy as she is, and the white spirals slither off your fork if you aren’t careful. The vegetables (…) have been coated with olive oil and lemon juice, and they’ve got that sticky, almost caramelized texture.”

For det første kommer jeg ikke fra en madtradition, hvor man laver pasta og grøntsager sammen alene, med mindre man synes tomatsauce tæller som grøntsager. Så allerede der var jeg interesseret. Og karameliserede grøntsager, det er da ikke til at stå for.

Jeg har testet et par varianter, og er nået frem til, at det er en herlig studentikos ret, der med fordel kan spices op med lidt parmesan og smør.

På billedet ses den seneste variant, hvor grøntsagsrodsammen er lavet på de rodfrugter man nu kunne få (rødbederne var muligvis en fejl, men farven er da festlig), plus en håndfuld hvidløgsfed, lidt squash og aubergine, olie g saft fra to tomater. Pastaen er fuldkornslinguine (man ER vel en speltmor), som er rørt med en god klat smør (ikke sådan en tøse-klat, men nok til at smøre en hel Price-bror fra top til tå) og en masse sort peber. Drys med parmesan.

Testpersoner melder, at citron alene ikke karameliserer grøntsagerne, men det kan være at min teknik er forkert, eller at det bare er ønsketænkning fra Scarlett Thomas’ side.

Romaner, særlig dem der vil en masse, som The End of Mr Y da også vil, sætter vi gerne i kategori som noget lidt højpandet. Men her er da en hel nede på jorden hverdagsret, lige ud af din litteratur. Og så er det særligt fornøjeligt at lave mad med en paberbackroman i hånden, fremfor en tung kogebog.

Værsgod og spis, mad i bøger.

Jan 15, 20128 kommentarer

Skypeaholic, 2 år

Min søn kan godt lide gadgets.

Lige nu er favoritten dog et stykke software, nemlig Skype. Hver gang han ser min computer, plager og plager han, om han ikke må tale med nogen. Familemedlemmer i Jylland er heldigvis meget indstillet på at klappe kage i virtuel takt (her er det min far, der holder for). Drengen gider ikke se tv, men han kan tale med min far i en time.

Kom ikke og sig at de nye tekniske muligheder er asociale.

Det fik mig til at tænke på, om man mon ikke skulle lave en Chatroulette for børn. Altså, weirdo og blotterfri. Eller måske lade de små være virtuelle besøgsvenner for de ældre. Der kunne godt være et match.

Jan 11, 20123 kommentarer

Ugens nye blog

… er uden tvivl Mich&Susse. Læs den kun, hvis du ikke er for sproglig sart. Jeg har endnu ikke oparbejdet mod til at lægge en kommentar, fordi jeg er bange for at blive skåret i skiver, som en tredjerangs salami.

Bloggen vil forklare dig, hvor forkert den måde du bruger sproget er, og vise dig, at du bliver mere sexet, hvis du bruger det rigtigt. Det tror du måske er kedeligt, men en lille snip vil måske få dig på andre tanker:

“Hvorfor tror du egentlig, det er så forpulet svært at oversætte? Det skal jeg sige dig: Bl.a. fordi man ikke gør sådan noget. Man tager ikke en vending og oversætter den direkte. Man bruger tid på at finde ud af, hvilken tilsvarende vending, der eksisterer på pågældende sprog. Så hold op med at være der for nogen, medmindre, selvfølgelig, du gerne vil fortælle alverden, at din sprogbevidsthed er på niveau med en hesteluders.” (fra indlægget Del dig, sesambolle)

Halløj. Nu har jeg faktisk lidt fortrudt at jeg linkede til dem. Hvad nu hvis Susse kommer herover og opdager, hvor nederen jeg bruger sproget? Hvor anglificeret jeg er? At jeg bruger intuitivt komma?

Hvad er den sproglige ekvivalent til bøllebank?

Jan 8, 20120 kommentarer

Powerpoint, my weapon of choice

Jeg ved godt, at de cool dawgs præsenterer deres analyserapporter i organisk bomuldsmasse fortygget af velbetalte etniske arbejdere, og spundet på en pictoresk bjergtop i et ny-demokratisk land, inden det blev slowtransporteret til en baltisk region, der innoverede det til et fysisk format så overlegent at det, at tale om “tryk” og “print”, er en fornærmelse af royale dimensioner.

Jeg ved, at de smukkeste formidlere er de, der taler fra et hjerte så animeret, at enhver præsentationskrykke er en fornærmelse mod deres originale, og ikke-delbare indhold, fordi det skal mærkes – længere inde, helt inde i sjælen

Og at de, der har det overlegne overblik over de nyeste digitale toys, som kun er i alfa-beta-gamma-pre-invite-stealth mode, til enhver tid vælger et format så visuelt, så sømløst, så intuitivt, (så ikke-standardiseret), at selv Keynote må rødme over at blive afsløret som havende bar røv, så præsentationsformatets formative format ganske overdøver det, der er formateret.

Men jeg er en gammel kone, så jeg kan godt lide Powerpoint. Ja, det tager tid at få det snøret om sin lillefinger. Men alle redskaber, der har en højere kompleksitet end en hammer, kræver indkøring. Og nej, det er ikke perfekt – der ryger da nogen favoritfeatures med hver opdatering, og der kommer nye til, der så skal læres. Men nu har vi været sammen i fem år, og jeg er klar til at erklære mig – jeg elsker Powerpoint.

Jan 8, 20126 kommentarer

Boghyldeporno

Ugens link er til bookshelfporn.com, som er lige præcis det titlen antyder.

Selvom det er gammeldags at ønske sig et bibliotek – min søns generation vil synes det er et vulgært spild af ressourcer at trykke en bog – så giver det mig alligevel lyst til at fylde alle vægge i min lejlighed med bøger. Det har også den fordel at det isolerer mod naboernes larm.

Og apropos bogporno, så er jeg stadig ikke kommet mig over mit besøg i McNally Jackson i november, en boghandel i New York. Selvom de store kæder er lækre, fordi de har masser af plads, ikke mindst til at de nye, så er de supermarkeder i forhold til en rigtig boghandel som denne. Hver hylde var nøje udvalgt. Der var nyt og bagkatalog mellem hinanden. Personalet kunne tale begejstret med om det hele. Det var som at besøge en bogelskers private bibliotek – et eksklusivt et af slagsen. Alle bøgerne i deres udvalg havde en kvalitet, der gjorde dem værdige til deres hylder, så man var sikker på at gå derfra med noget godt.

Og det gjorde jeg så, selvom det kloge havde været bare at tage noter, og bestille det hele på Amazon.

Jan 5, 20124 kommentarer

God jul, for hunde!

Så nåede vi så langt. 2011 er næsten i mål.

Jeg vil spare jer for opsummering af mit år, da det ikke udelukkende har været en dans på roser, og nøjes med at glæde mig til 2012.

Ude i verden har det også været interessant, og måske er det noget med min fremskredne alder at gøre, men jeg tænker hele tiden, at nu må der godt komme lidt ro på – bare lidt. Jeg er ikke i “stop verden, jeg vil af”-mode, jeg kunne bare godt tænke mig tid til at reflektere over en ny politisk dagligdag i Danmark, det arabiske forår og mange andre forandringer, som jeg gerne så rodfæstet, inden det får en dom.

Jeg tror 2011 blev året, hvor jeg for første gang følte mig gammel, som i bestemt-ikke-ung-længere. Ikke fysisk, men mentalt.

Heldigvis har jeg også brugt noget af året til at samle kræfter, så jeg er nu klar til at stå på speederen – arbejdsmæssigt og ellers – i det nye år.

Om det betyder at min blog kommer til at lide mere eller mindre af infrekvens, det må tiden vise. Jeg har savnet den, så jeg håber den kan få en lidt større bid af min tid i det nye år.

Glædelig jul til de af jer, der stadig hænger på. Og godt nytår.

KH
Emme

Dec 24, 20115 kommentarer

Cykeltrunte, jeg hader dig

Kære Cykeltrunte,

Jeg indrømmer gerne, at du klæder København godt, på din bedstemorcykel, i din designerjakke og klædelige, feminine iPhone-høredutter. Dit rolige overskud, mens du ruller roligt af sted og tjekker byen ud (men i virkeligheden tjekker dig selv), er beundrigsværdigt.

Men er det nødvendigt at hele tiden tjekke om pandehåret sidder? Når du slipper styret for at ae de lokker, der er klippet til at blive aet, så mindskes dit tempo, og indgrebet får dig uværgeligt til at slingre rundt midt på cykelstien, så ingen kan komme forbi.

Ding-ding. Hvad var det for en lyd? Var det din telefon? Nej? Helt sikker? Har du andet i tasken der kan ringe eller bippe? Tag dig god tid til at tjekke, min pige.
Nej, hov! Det var jo en bag dig, der gerne ville forbi, en sur kælling på en grum, raslende ladcykel.

Jeg ved godt jeg forstyrrer din morgen-zen, Cykeltrunte, men du stopper trafikken. Hvis det skal gå så langsomt, hvorfor tager du så ikke bussen? Så kan du også sidde med dit makeup-spejl i fred. Og så er du helt sikker på ikke at komme til at svede.

Skønne Cykeltrunte, af vejen!

Dec 14, 201114 kommentarer

Ønskeseddel til online service-land

En ting er, hvad jeg ønsker mig i den fysiske verden, men noget af det, der virkelig kan gøre min verden nemmere, er online-services. Her er min ønskeseddel:

Jeg ønsker mig stadig en service, hvor jeg kan se, hvilke kaffesteder i nærheden der har åben før 7 og før 8 (Foursquare er ikke god nok). En dansk Yelp, måske?
En oversigt over brugervurderinger af arbejdspladskantiner – så jeg ved, om jeg skal sige ja tak til frokost eller ej
En service, der kan fortælle om der er medvind på cykelstierne på min rute til og fra arbejde – så jeg ved om jeg har tid til den kaffe om morgenen, eller om jeg er ved at være sent på den til hentning i vuggestuen. Medvind kan betyde en forskel på op til ti minutter på min rute på ca 6 km – grøn bølge er heller ikke uvæsentligt
En service der fortælle, hvor mange voksne og børn der er på min søns stue, på et hvert givent tidspunkt – med tilhørende stats, der viser, om vuggestuen får opfyldt deres menneskekvoter i løbet af året
En service viser, hvem der har de mest vigtige dagligdagsvarer LIGE NU – altså, har den lokale Superbrugs mere letmælk?

Dec 9, 20119 kommentarer

Pakkekalender – til mig!

Man bliver aldrig for gammel til en pakkekalender – hverken adventskalenderen eller den, hvor man får en pakke hver dag.

Tak, Nella, for at installere en i min bogreol mens jeg var væk. Gid det må give megen julekarma de næste mange, mange år – det har du fortjent.

Dec 4, 20112 kommentarer

This is a song about Elmo

På hjernen i denne uge, takket være Otto, 2 år, som jeg deler iphone med:

Det må siges at være Sandlers bedste performance i hans karriere (men nu er jeg heller ikke så vild med hans type komik).

Nov 18, 20110 kommentarer

Feminismedebat

Jeg ved ikke om jeg lever et liv i ligestilling. Mit eget indtryk er, at det går meget godt, både i familien og på jobbet.

Jeg tænker sjældent noget om aktuelle emner som “kvinde er kvinde værst” og “tabermænd”, da jeg synes det er uhyre svært at generalisere over køn. Jeg kan såmænd bande lige så meget over mænd bag rattet som min næste, men det er et udtryk for en specifik irritation, ikke en generel. Jeg synes økonomisk ligestilling også er en individuel forhandling både i familien og på arbejdspladsen, ikke kun et samfundsanliggende, og husker mine gammeldags medsøstre og brødre på, at hvis man er villig til at lade sig forsørge, så må det følge, at man også selv er villig til at forsørge.

Jeg tror at manglende fædrebarsler er lige dele uambitiøse lovgivere og kultur. Og at det sidste er det sværeste at gøre noget ved. Men jeg er tålmodig.

Det skal med andre ord ret meget til at gøre mit kogende pis feministisk.

Men der er dog en ting, der gør mig rødglødende – en helt simpel ting, som jeg har oplevet mange gange siden jeg fik barn: Folk spørger mig, hvordan det går med at være karrierekvinde og mor.

Tænk, at det i denne tid kan opleves som et relevant spørgsmål at stille! Du altforbarmede.

Selvfølgelig er det relevant at spørge hvordan jeg har det, nu da et af livets helt store forandringer er indtruffet. Du må spørge mig til hele mit liv, hvis bare du ikke antager at at karriere og mor stadig er en modstilling. Medmindre, naturligvis, du ville stille spørgsmålet om, hvordan det går med at være karrieremand og far.

Et spørgsmål jeg måske skal til at stille noget mere, for at brænde BH’en bare en lille smule.

(Inspireret af De gasblå feminister)

Nov 6, 20115 kommentarer

Nyt vers til “Se min kjole”

Min søn kan godt lide at synge, særlig den gode gamle traver “Se min kjole”. Jeg har bare så svært ved at huske versene. Det grønne, det blå og det røde er nemt nok. Men når jeg så ikke lige kan huske hvordan det står til med de andre farver, ja, så må man jo digte. Og det var sådan at dette politiske ukorrekte vers opstod, som jeg gerne vil sige undskyld for:

Se min kjole,
den er brun som lorten.
Alt hvad jeg ejer, det er brunt som den.
Det er fordi jeg elsker alt det brune,
og fordi en neger er min ven

Oct 31, 20112 kommentarer

Semantik og symbolik: Dollars & kroner

Når jeg ser et dollartegn eller et britisk pund-tegn, så får jeg lyst til at shoppe.

Når jeg ser kroner eller kr. skrevet, så får jeg lyst til at tjekke min saldo og lægge budgetter.

(Alle andre valutaer rør mig ikke).

Oct 21, 20113 kommentarer

Gode ord

Rumskrald. Hør det. Rum-skrald.

Rum, det store væld med stjernerne, og skrald, det rene lort. Sammen er det smukt. Rumskrald.

Der er bare nogen sammensatte ord, der kradser på hinanden. Jeg har altid synes at frugtsalat var sådan et. Og nu også rumskrald. Det er vel en slags modsat synæstesi (som en af mine kolleger “lider” af, til min store beundring).

Oct 20, 20115 kommentarer

Hvor meget slik og kage spiser jeg? (opdatering)

Det startede i januar, hvor jeg besluttede at dokumentere, hvor meget slik og kage jeg spiser.

Der har været lidt tekniske problemer, fordi den app jeg bruger fra Daytum, faktisk ikke virker, så i perioder har jeg dokumenteret på små fedtede sedler og så skrevet mit akkumulerede forbrug ind. Det er jo lidt ærgerligt, fordi jeg så ikke kan lave en fin kurve der viser jer, at mit forbrug er meget stabilt over tid (jeg pigger ud hver dag, ikke bare i weekenden).

Min seneste optælling viser dog, at der faktisk er sket en interessant udvikling.

I slutningen af maj, hvor jeg sidst lavede en opdatering, var optællingen som følger: 163 stk kage, 20 poser slik, 22 barer og 149 enkelte stykker slik.

I dag er tallet 567 stk kage, 31 poser slik, 42 barer og 311 enkelte stykker slik.

Slik- og barer-forbruget er stabilt, men kage! Kage er gået helt amok. Jeg må også bare indrømme, at når man har fået en vane med at hente en kop kaffe på vej til arbejde, så er det meget svært ikke at shoppe et sæt cookies, en muffin eller høj snegl med, når nu man står der i butikken.

Samtidig er der en mere strukturel ændring, der gør sig gældende. Vi bliver flere og flere i Advice A/S. Vi var 25 da jeg startede for mere end 5 år siden, nu er vi 50. Det betyder flere fødselsdage, flere barsler, flere tilbud der vindes osv., hvilket altsammen udløser kage. Der er simpelthen større risiko for at blive ramt af en efter-frokost-kage end nogen sinde før.

Så på en god dag kan jeg godt få kage tre gange. Morgenkagen, eftermiddagskage – og så en lille aftensnack derhjemme.

Oct 14, 20110 kommentarer

Et chokoladebar-kaleidoskop

(vil du gerne give mig en smuk julegave, så kan du købe det i print her >)

(tak, Balslev)

Oct 14, 20111 kommentar

Slikleksikon når nye højder

Mit gode gamle con amore-projekt Slikleksikon lever i bedste velgående. Der er fortsat en jævn trafik, lidt mild hærværk og jævnligt nye opslag.

Vi besvarer også et par gange om måneden mails fra folk der efterlyser udgået slik, spørger hvor de kan købe et specifikt produkt eller beder os om at inkludere varedeklaration i vores opslag (svarene er pas, pas og aldrig i livet).

Men i sidste uge nåede vi nye højder, da vi modtog vores første anmodning om sponsorgave:

“Hej.

Jeg tillader mig at skrive til jer, da vi jo nærmer os julen med hastige skridt.

Jeg vil høre om i evt. vil kunne bidrage med en ”sponsor” gave, da jeg har et stort ønske om at give mine børn en god jul, endda med en pakkekalender.

Jeg er en kvinde på 42 år, der pga. sygdom, desværre har fået tilkendt en førtidspension.

Dette betyder jo at jeg har mistet min indkomst, og da jeg har 4 børn, betyder dette meget.

Jeg sender gerne dokumentation, så i kan se min indkomst.”

Jeg tvivler ikke på, at der ligger en hård historie bag. Jeg er dog mest rystet over genren. Det har nok altid eksisteret, tidligere i brevform og ved personligt fremmøde – men i den digitale version kan det hurtigt blive til personaliseret spam.

Oct 12, 20112 kommentarer

Tryg ved skyen

Der er en lukket fotogruppe for min søn, med knap 2300 billeder. Selvom de fleste synes at 2300 billeder er ca 2295 for mange billeder at se af min søn, så har den stor værdi for den nærmeste familie.

Det er også min egen primære billedkilde, fordi den er nogenlunde kronologisk og søgbar.

Men jeg er stadig ikke helt trygt ved udelukkende at opbevare noget online, selvom det ikke er rationelt. Risikoen for at sådan en service bliver bombet eller drukner i et skybrud er nok noget mindre end risikoen for, at min eksterne harddisk (som er min backup) bliver stjålet.

Men der er sjovt nok en mental forskel. Der er noget meget trygt ved medier jeg selv ejer og opbevarer. Måske er det fordi at hvis jeg personligt blev bestjålet, så ville det være objektivt forfærdeligt, hvorimod et force majeure som et skybrud ikke ville give nær så meget medlidenhed – kun debat om it-sikkerhed og hvilken service, der er at foretrække frem for den anden.

Men jeg er dog kommet så langt, at skyen er min kilde – det er den primære opbevaring af mine ting, og hardwaren er (ekstra) backup (af nogen få ting har jeg også backup i skyen). Men det føles sært at tage backup af noget der bor i skyen.

(Og når man først begynder at tænke på backup, så kan det virkelig spinne… burde jeg ikke have mindst to eksterne harddiske og mindst to ekstra skyer? Eller bare tre skyer og en harddisk i en bankboks?)

Oct 11, 201110 kommentarer

Foto af kunst

Hvorfor tager turister billeder af kunst?

I september var jeg i Paris med en af mine søstre, og på Louvre undrede jeg mig. Der var mindst et kamera per turist, og ofte også et videoapparat. Der blev knipset en hel del af de berømte malerier, men nogen tog tilsyndeladende billeder af alt. Mængden af billeder af kunst på Louvre må være astronomisk.

Endnu mere eksotisk er den måde mange poserer. For en genert nordbo er det kun noget man gør med stor ironi. Men de fleste ser ud til at gøre det ganske naturligt.

Og når man så kombinerer et kunstværk og en positur, så begynder jeg at spekulere på hvad funktionen er. Det må være en kombination af 1) jeg var der, 2) jeg havde det dejligt og 3) jeg vil genopleve det senere.

Jeg kunne godt ønske mig, at man kunne finde noget, der erstattede kameraet for turisten, så det var muligt at koncentrere sig om en ting ad gangen.

Det er klart, at ingen gider have et digitalt billede af et kunstværk hentet fra museets eget site, for det er ikke kunstværket det handler om, men en selv. Og automatbilleder fra centrale kameraer på museet ville heller ikke være interessant, for hvordan skulle man så vide, hvornår man skulle slå til med sin kulturelt matchende positur (asiater og sydeuropæere i modelversionen, skandinaver med dårlig holdning)? Det er også vigtigt at billedet er fra den rigtige dag på det rigtige tidspunkt – det ved enhver, der har været vidne til familie og venners billedshow fra ferien, hvor man længe diskuterer om billedet er fra lige før frokost eller lige efter, og om er taget på første eller anden sal.

En eller anden form for individualiseret mikro-formidling skal der til – hvor man vel at mærke formidler sig selv. Så ville man måske slippe for al den blitz.

Stakkels Mona Lisa, hun må have pletter for øjnene konstant.

(På billedet er det min søster Cille, der poserer næsten naturligt foran Louvre)

Oct 10, 20117 kommentarer

Avislæsning, revisited

Efter at have taget avislæsning op igen sent i livet, opdager jeg, at jeg ikke kan lide min information fortygget, og at jeg foretrækker at læse meninger af mennesker jeg kender.

En søndagsavis er så appetitlig med alle de mange lag papir og de smukke billeder – ikke mindst lyden når man folder og bladrer er dejlig. Men det er lige så utilfredsstillende som at have købt en bog og opdage, at der kun står et ord på hver side.

Oct 9, 20110 kommentarer

Next,