emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Må man snyde foran i kaffekøen? (Nej)

Egentlig ville jeg skrive et indlæg, om det mysterie, alle der har været tjenere kender, nemlig hvorfor gæster, der kommer ind i en halvfyldt restaurant altid sætter sig ved de ledige borde, der ikke er ryddede, i stedet for de borde der er både ledige og dækket op. Men jeg har ikke noget svar. Det er så mystisk. Lige så mystisk som hvorfor folk er mere tilbøjelige til at gå ind i de toiletbåse længst væk fra indgangen, på et større offentligt toilet.

Men hvorom alting er.

Det jeg ved noget om er, at man ikke må snyde foran, få en forlomme, en baglomme eller på anden vis hustle sig til at få sin kaffe hurtigere på en københavnsk hipster-kaffebar. Ihvertfald ikke om morgenen.

Det er ikke det samme som at bede sin kammerat tage en ekstra fadøl med fra baren, fordi hun nu står 2 meter længere fremme i kødranden. Det tager nemlig kun 15 sekunder at skænke en øl.

At få lavet en skidedyr kop hipsterkaffe tager minimum 3 minutter. Hvis du skal have drip, så er vi måske oppe på 7. Og mellem 8 og 9.30 er det sådan, at enhver, der går ind på deres lokale kaffebar, nøje vurderer køen: Kan jeg både nå en kaffe og nå at møde til tiden? Det er det store #firstworldproblem der jongleres mange gange i minuttet rundt om i hovedstaden.

Så nej, mine kære kolleger, som jeg ellers vil gå gennem ild og vand for: Jeg bestiller ikke til dig, når du kommer ind bagest i køen. Du kan heller ikke hoppe køen over og komme op til mig, uanset hvor få du synes der i køen. For det gælder for os alle – hvert minut tæller!

(Det du skal gøre er meget simpelt. Sæt dig ved vinduet, fang mit blik og nik konspiratorisk. Så ved jeg at du har sms’et din bestilling til mig, og jeg kan lade som om jeg selvfølgelig hele tiden havde tænkt mig at bestille to cowboy-latte med croissant-chasers, to-go)

Ode til buttercookies #2

Jeg havde længe haft lyst til en smagning af den klassiske buttercookie, så jeg inviterede en rigtig dame til at være med. Antagelsen er, at ungdommen nutildags ikke ved hvad der er godt for dem, så jeg måtte have LineP på banen (jeg kan afsløre allerede nu, at det var en fejlslutning).

cookies 1

Smagningen bestod af 4 mixpakker, dvs buttercookie-blandinger med 5-7 forskellige slags i hver, samt 5 enkelt-cookies, der ikke var helt så klassiske som dem i mixpakkerne, men alligevel må siges at være en slags smørbagte småkager. Hensigten med enkelt-småkagerne var at finde ud af, om de klassiske (og ofte billige, fra 10 kr for 500 g) kan vinde over en britisk Walker shortbread til 35 kr pakken (ca 200 g).

Mixpakkerne var Denmark buttercookies i dåse, sukkerfri buttercookies i dåse (et lille ekstra sub-eksperiment), First Price blandede småkager og Tylstrup blandede småkager.

Enkelt-småkagerne var Bonne Maman Galettes (franske buttercookies), Walkers Shortbread Highlanders (engelske buttercookies), Elegant English (ditto), Bornholmsk Nøddeguf (ø-cookies) og Celi Chip glutenfri (lyder som blasfemi, man skal jo holde et åbent sind).

Lad os lave den hurtige konklusion først. De billige blandede, samt turist-buttercookies i tindåser, levede klart bedst op til forventningerne til hvad en buttercookie er – både hos min medsmager og hos mig selv. Grundene var dog lidt forskellige; jeg synes de var gode fordi sukkeret var ligeligt fordelt, de var sprøde og søde, men uden at være for meget. LineP synes de var de bedste, fordi de var dem der smagte mindst af smør!

cookies 3Allerede der gik det op for mig, at jeg muligvis skulle have castet min medsmager lidt bedre! Jamen, altså, smørbagte småkager skal da smage af smør, vil jeg mene, men sådan ser LineP ikke på det.

Derfor er hun også ret uenig med mig i, at Walkers Shortbreads er vinderen, alene af den grund, at de er så tykke af smør, at man har det som om man har snavet med Brødrene Price efter den første bid.

Det sjoveste er klart det sukkerfrie alternativ og de glutenfri enkelt-småkager.

Om den sukkerfrie mixpakke siger LineP: “Adr. Styg smag. Grim oplevelse. Ville formentlig kun spise dem, hvis jeg var sneet inde i norsk fjeldhytte og disse sukkerfri kager betingede min overlevelse. Føj!! Har ved prøvesmagningen kun spist en halv af de mindste småkager” og min egen kommentar giver dem heller ikke megen ros: “Fy for den! Finmalet savsmuld med alt for lidt sødemiddel. Og ingen fedme i smagen. Afskyeligt. Kunne kun klare en bid. Og selvfølgelig er der ingen strøsukker ovenpå…”

De tre mixpakkerner får lidt pænere ord med fra LineP, men nogen stor buttercookie-fan bliver hun aldrig. Man vil dog nok kunne servere fra de tre mixpakker til hende, uden at blive lagt på is for alvor. Personligt synes jeg der er stor forskel på de lidt dyrere Denmark-cookies (i dåse) og de to pakker med blandede småkager. Dåse-cookierne har mere jævn strøsukker – og mere af det, og er tydeligvis blevet behandlet mere nænsomt, hvorfor de ganske enkelt smuldrer mindre og der er færre knækkede småkager iblandt. De to billige pakker har dog den fordel, at de lokker med en chokoladeovertrukket specie, og den er svær at modstå, uanset kvalitet.

Mellem First Prices og Tylstrups varianter er det svært at skelne. De har de samme cookie-varianter og smagen er den samme. Det er svært at vurdere, om der er tale om white labeling.

De fem enkelt småkager kunne ikke være mere forskellige. Celi Chip, den glutenfri obskønitet, regner vi helt fra – de var så afskyelige, at vi ikke kunne finde ord. Men de fire andre, var skønne småkager i deres egen ret. Det interessante spørgsmål er dog, om man kan sige at de er buttercookies!

Hvis buttercookien, som nævnt i et tidligere indlæg, er både sprød og med tydelig smørsmag, så er der faktisk nogen af dem, der falder for sprødhedskriteriet. Både Walkers og Bornholmerne er bløde, næsten krumlende, og selvom de kompenserer for manglende sprødhed med riiiigeligt med smør, så må man nok sige, at de ikke er klassiske buttercookies. Elegant English og de franske galetter er sandsynligvis penslet med en slags æggeblanding. De franske galetter er faktisk så sprøde, at man ikke længere kan kalde dem en cookie. De er mere en glorificeret oblat, med smag.

Konklusionen er derfor, at det giver fin mening at gå i Magasins Mad & Vin og stå i kø med asiaterne, for at købe buttercookies i nationalistiske dåser. Det ER de bedste vi eksporterer.

——

Resultaterne i tal (skalaen er 1-10, hvor 10 er bedst)

Skærmbillede 2013-09-17 kl. 21.27.34

 

 

Ode til buttercookies #1

cookies 2Jeg synes buttercookies får alt for lidt opmærksomhed. Ikke alene er det en af de helt stor eksportvarer til asiatiske turister, det er også buttercookies, der har ledsaget et utal af kopper af te og kaffe i Danmark, og de medfølgende samtaler mellem familie, venner og bekendte. Buttercookies er et socialt kit, en arv og et symbol på hygge.

Man kan med rette undre sig over, hvorfor jeg kalder det for en buttercookie. Det korrekte navn er naturligvis også smørbagt småkage, men det er ikke helt så mundret. Interessant nok kalder de fleste producenter også deres egne produkter for (butter)cookies, med eneste undtagelse i nogen typer annoncer eller pakninger. En af de stores spillere på markedet er Kelsen Group, der sælger smørbagte bidder i hele verden og har et udvalg af subbrands, der sælger varianter over den klassiske buttercookie. Man man sågar få private label cookies hos dem, hvilket betyder at du vælger dig nogen småkager, sender noget emballagedesign til Kelsen, der passer til deres standardpakninger, og tilbage får du dit helt eget cookie-brand (Ja, jeg har overvejet det!).

Men tilbage til buttercookie-navnet. Jeg tror det hænger ved, fordi producenternes største marked er udlandet. Det er ikke længere danskerne, der spiser småkager til kaffen. I følge Wikipedia er en buttercookie blandt andet kendt som en danish cookie og kendt for sin sprødhed og tydelige smør- og sukkersmag.

Jeg synes at smørbagte småkager på sin vis har lidt samme kranke skæbne som en masse af det slik, vi kender fra vores barndom. Det er blevet politisk ukorrekt og proletariseret. Bevares, slik har fået sine high end produkter med Bulow Lakrids, adskillige luksus chokoladebrands og en masse lavkalorie mixposer fra blandt andet Malaco og Toms. Men alligevel – det meste slik er stadig noget du blander nede i kiosken eller køber 3 poser for en 20′er i supermarkedet. Med småkagerne er det det samme – foodierne laver og spiser såmænd masser af kvalitetskage, og ind i mellem også en tung chokoladecookie, men den sprøde lille småkage, der ikke koster 5 timer og en formue at lave, den er ude i kulden.

For at fejre buttercookien, lavede jeg en lille smagning af det, der er på markedet. Se dommen i morgen.

Hvor stor skal man være før man bliver ond?

Hvor stor skal en virksomhed være for at den er så stor, at vi begynder at antage, at den er uærlig, profitoptimerende og måske endda ond?

Når man læser virksomhedshistorier er der ofte den grundlæggende antagelse – eller måske snarere grundlæggende historie – at store virksomheder er af de onde. Der er selvfølgelig undtagelser, som f.eks. LEGO og førhen Google, men vinklen på de fleste store virksomheder er, at deres formål er profit, og at de derfor kan finde på at handle uærligt, ikke-transparent og med begrænset til de mennesker, der udgør virksomheden. Vi hører selvfølgelig jævnligt historier om store virksomheder der gør gode ting, men det, at det overhovedet bliver rapporteret som en historie viser, hvor overraskede vi er – vi tager det ikke for givet, at de store virksomheder gør godt, fordi det er en del af deres formål, og vi vil gerne høre dem forklare sig.

Mindre virksomheder, derimod, som iværksættere, små lokale forretninger og specialistbrands, bliver behandlet som de helte, der skal udgøre Danmarks vækst. Historierne om dem, er historien om den gode idé, det fantastiske produkt, et team der sprænger rammerne og et formål, der handler om at forandre verden, i stort eller småt.

For det første synes der at være en fejlslutning i, at de virksomheder der skal stå for væksten i Danmark er de små virksomheder. Når de bliver store en dag, ja – men det tager jo tid, så de, der bidrager positivt til væksten nu, må da alt andet end lige være de mellemstore eller store virksomheder? Det er den samme fejlslutning, som når vi taler om innovation – forestillingen er altid om den ene person, Ole Opfinder, der står i sin garage og arbejder på den gode idé i ti år, og som pludselig en dag springer ud med sin idé, får patent på det hele og bliver hovedrig. Fakta er, at det meste innovation foregår i team. Og under systematisk forhold i store virksomheder rundt om i landet. Men den historie er naturligvis ikke lige så sjov.

Men det interessante er, hvornår en virksomhed bliver så stor, at vores grundlæggende historie, vores konvention eller konsensus om store virksomheders formål og etik, slår ind. Skal man være 20 mand? Eller 25? Er vi oppe over 50 eller måske 100? Er der nogen sektorer, hvor man hurtigere tipper over i folks perception? Hvis man feks laver en teknologivirksomhed, er man så mere eller mindre tilbøjelig til at få hængt profit-skiltet om halsen? Eller er det værre, hvis man sammenlægger fem landbrug og bliver storbonde?

 

Bacon – det hippeste kød

Forleden skulle jeg forklare, hvad en hipster er. Og sagde blandt andet, at hipsterens favoritkød er bacon.

De sidste par år har bacon-feberen været over os. Det har ikke kun været den indforståede snak om bacons skønhed (som f.eks. i Jane Mejdahls fejring af al den svinehud hun har konsumeret), vi har også set opskrifter på bacon-is, bacon-opskrifter galore, bacon-memes (både rå og stegte), og jeg synes, det har nået de højder, hvor bacon fylder så meget af undergrunden, at det snart må tilbage i mainstream.

Men hvorfor er bacon blevet så cool? Hvad er det ved bacon’en der gør, at hipsteren forlader sin veganerkost og kværner en pakke af det svage kød? Er det fordi det er proletarkød? Jeg mener, bacon smager godt, men man kunne også slikke på en saltsten eller gratinere et glas kapers, og få nogenlunde den samme effekt – så det er vel ikke bacon som kulinarisk indslag?. Er det fordi bacon har så indlysende dårlig kød-kvalitet, at det er en slags kød-oprør? Alt andet handler om gode råvarer og kvalitet – men måske er bacon den sidste danske syndighed vi klamrer os til, som rygere, der stædig står ude i kulden og blæser tjære.

Måske gælder det for bacon, som det gælder for hipsters – der er en first rule of fightclub over det. Selv de få, der har røv nok i bukserne til at vedkende sig en mærkat, hipsterheden, gør det med en vis selvironisk distance (ligesom med den kreative klasse) (er det ikke rigtigt, Ricki Mae? Og kan du lide bacon?). Vi elsker bacon, men lad os nu ikke snakke det ihjel.

Blogolæum #26: Fiktion & kollaboration

Et morsomt projekt fra for 100 år siden er Christian Dalagers Mikrofiktion.

Projektet var en slags linne online-magasin, som ikke findes mere, men man kan more sig i de gamle arkiver.

En lille flok bloggere kastede sig over at skrive, og selvom kort fiktion jo ved gud ikke er noget nyt, så var det skægt at kaste sin fiktion ud, hvor den blev set af nogen – ikke mange, men nogen.

Og som det sker i alle kollaborative projekter, så starter det fantastisk og løber så på et tidspunkt ud. Denne gang fordi der var en af skribenterne der lagde MANGE flere tekster op (nogen af dem nu slettet igen, på skribentens opfordring) end resten, så hvis man blot leverede en lille tekst ind i mellem, så druknede den i resten.

Kollaborative projekter som Mikrofiktion lærte mig, at kollaboration betyder at være meget tolerant overfor at andre forstår formålet væsentligt anderledes end en selv – men at det er ok, så længe man arbejder frem mod et fælles mål. Det er så også svagheden, for hvis en gruppe ikke er enige om målet, så eksploderer det på et tidspunkt. Her var det en lille mild eksplosion (af en masse erotiske tekster), men andre gange har jeg set det betyde at projektet dør.

Blogosfæren går nok ikke over i historien som en ny Cobra-gruppe, men vi gjorde da et forsøg!

Blogolæum #25: Hvad er vigtigt og hvad er sjovt?

Problemet med at være blogger er, at man helt alene skal kæmpe med det, som der er hele redaktioner af kloge mennesker, der står sammen om at klare: Skal man fortælle historien eller skal man lave den? Fortæller man det, man synes er vigtigt, eller det, der er sjovt og giver læsere?

Af og til falder de to ting sammen, men som ofte gør de ikke.

Der findes en håndfuld amerikanske blogs, der fortæller dig, hvordan du kan “build an audience”, og leve af at blogge. De har mange gode råd – og et af dem er da også “write what you know” og “what you care about” – men de fleste af dem handler om at bygge volumen.

De fleste bloggere ved også godt hvad der hitter hos deres læsere. Her i biksen er det sjove historier fra kontoret (det er kun dem der har læst med lææænge der ved hvad det er), de personlige beskrivende beretninger (osse længe siden), humoristiske/sarkastiske vinkler på eksisterende blogdiskussioner, og alt om slik og kager der giver gode læsertal. Resten er lidt blandet, nok fordi der er forskellige læsertyper.

Blogolæum #24: Blog eller blogindlæg?

Det generer mig stadig, når folk kalder et blogindlæg for en blog. Som i “jeg så godt den blog du skrev om xx i går”. Det skærer i mit blog-øre.

Når man kalder et blogindlæg for en blog, så lyder det også meget mere eksotisk end det er. Jeg mener, et indlæg kunne befinde sig på så mange platforme – hvad blogindlæg jo faktisk kan – de kan være i fora, i aviser, på blogs, på FB osv.

En (eller som man af og til hører: et) blogindlæg lyder som sådan en underlig amøbe. Blød, blævret og en blandet fornøjelse.

Blogolæum #23: Overstregning

Vi har gjort meget i transparenthedens navn. Det bedste var den gang selv de mindste rettelser i en blogtekst blev lavet med en overstegning. Dvs. at man aldrig slettede tekst, men ganske enkelt stregede den over og skrev en ny. På den måde kunne ingen beskylde en for at skjule slåfejl, tænkefejl og simple man-har-et-standpunkt-til-man-tager-et-nyt-rettelser.

Største problem med overstregninger: tankestreger bliver usynlige.

 

Blogolæum #22: Hacks

Hacks* kan være alt fra mildt venligtsindet til meget ondsindet.

De milde og venlige hacks er de små kodestykker man kan finde rundt omkring, som kan få ens blog til at gøre det, som den egentlige ikke kunne (eller burde) gøre. Fred med dem. Nogen gange kalder man også en person for en hack, men det er en ganske anden historie (den korte version: en hack er nørdverdenens kvaksalver).

De mildt onde er alle de træls ting der smadrer ens blog, hvis man ikke har fået opdateret sin software. Det er lige nu et af de større problemer med den mest brugte blogplatform WordPress. De har været så venlige at indbygge en knap man skal trykke på, så opdaterer den alting selv, men alligevel er der tumper som mig, der ikke for det gjort, og så spytter ens site virus ud på folk der kigger på den eller bliver bare ekstra grim at kigge på … you get the picture.

De værste er dem, hvor nogen har besluttet sig for at smadre netop dig. Det almindelige wordpress-slam er til at leve med, fordi det egentlig bare husker dig på, at du skal holde sikkerhedsforanstaltningerne opdaterede og huske at lave backup (bredt set). Dem, der specifikt vil dig ondt, er særlig sølle. Hvem, f.eks., gider virkelig bruge tid på at ødelægge et godartet projekt som Slikleksikon? Det er svært at forstå. Der er nogen forældre der skal skamme sig over ikke at have givet deres børn anerkendelse nok i deres barndom… eller hvordan man nu skal forklare den slags freudiansk.

* Tror nok den politisk korrekte skelnen er mellem hacks og cracks, hvor de første godartede, de sidste ondartede. Mne for os almindelige dødelige må et begreb være nok.

Blogolæum #21: Fakes

Fakes sker med jævne mellemrum. Det kan være alt fra at ens blog bliver maskinoversat og udgivet på et anden domæne, til at der bare bliver sat en anonym blog op, der kopiere indlæg ord for ord. Se f.eks. den her meget korte blog fra 2006 med 2 indlæg sakset direkte fra emme.dk. I kategorien fakes finder vi også falske profiler (som jo ikke er ukendt fra FB), men som var meget sjovere i blogform.

Kan I huske Guldanden? Han var i en periode en spids og ironisk k-kommentar, som ingen kunne gætte hvem var. Det viste sig at være Morten Just, lige inden han blev seriøs. Bizart nok har bloggen levet en del længere end jeg huskede - det seneste indlæg er fra 2011.

Mere berømte fakes er Kaycee-historien, hvor en ung pige beskrev sin kamp med leukæmien. Hun fik hjælp og støtte, og da hendes død blev annonceret, ville mange af hendes følgere gerne sende blomster og gaver til de efterladte. Desværre fandtes der ingen Kaycee.

Blogolæum #20: Spam

Vi har været udsat for meget slam i blogosfæren de sidste ti år. Spam, fakes og hacks er tre overskrifter. Vi tager dem en ad gangen.

Spam i kommentarfeltet er en af de ting der sker, når en blog enten bliver meget populær, eller sander til. Efter et sted mellem 6 og 12 måneders inaktivitet, så stiger spamkurven brat. De må crowdsource nogen linklister, så de kan linkfarme deres slammede sider højt op på Google.

Udover det, så er der jo også helt almindelig spammail, hvor der er en særlig kategori for blogejere, der hedder linkswap-mails. Det er linkfarmere, der spørger om I ikke skal linke til hinanden, og håber på at du er så dum, at du sætter deres link på, før du opdager at de er nogen snydepelse.

Spam er klart lavest i hierarkiet, det er noget alle bliver udsat for.

Blogolæum #19: Smamret

Et af de helt store temaer i mit blogliv har været slik. Mange af de nuværende læsere (de får der er tilbage), kender nok Slikleksikon og måske endda Mr Nom Nom, men mit første virkelige bidrag til denne verden, var at ophøje begrebet smamret til almen anerkendelse.

Det startede i 2003. Tillad mig at citere de indledende ord:

“Hvem kender ikke det, man har været i biografen og købt alt for meget slik (med vilje – det er altid med vilje), og man har siddet og krammet det under den døduhyggelige film, derefter puttet det i lommen og glemt alt om det. Dagen efter, når man desperat roder efter sine nøgler, står man lige pludselig med neglerødderne begravet i smamret slik. Ja, smamret er ordet. Smamret blev opfundet af en Lise O., og betegner slik der først har været udsat for luftens ilt, fedtede fingre og tung biografånde, for derefter at blive lukket tilbage i en varm pose i 15+ timer. Ren sliktortur. Men det givet et meget interessant resultat. Smamrede vingummier kan faktisk være ret lækre (medmindre man har tømmermænd).”

Og vi var flere om at tage det til nye højder:

“Begrebet smamrethed har efterhånden opnået en vis accept i min omgangskreds – egentlig går jeg jo bare og venter på at Dansk Sprognævn opdager det også.

Indtil da vil jeg poste dette bidrag fra en by-flygtig ven, der reflekterer over smamrethedens mere konkrete væsen:

“Som tekniker er det jo velkendt at man har en trang, grænsende til det fetichlignende, til at kvantificere sin omverden. Derfor har jeg tilladt mig at lave et ukast til en skala over nævnte ord. Skalaen er selvfølelig kontinuær, således at man kan sige: ‘Indholdet af denne pose har en smamrethedsfaktor på 6,7′.

  1. Alle stykker slik opretholder deres spatiale integritet.
  2. Der kan detekteres en svag afsmittende effekt de enkelte stykker imellem.
  3. Der er en begyndende tendens til klistrethed når det enkelte stykke berøres.
  4. Fingre skal afsuttes eller aftørres hvis man efterfølgende skal kunne give hånd til arbejdsgiver eller svigerforældre uden at vække anstød.
  5. De fleste stykker oplever en klæbende effekt stor nok til at de kan fæstes under en vandret metalplade.
  6. Alle vingumistykker har en bismag af chokolade hvis chokolade har været til stede i den oprindelige blanding.Alle stykker kan umiddelbart fæstes til en lodret metalplade.
  7. De blødeste stykkers eksistens er ophørt.
  8. Det enkelte stykke kan kun med besvær indentificeres.
  9. Der er ikke længere enkelte stykker slik, men een og kun een uidentificerbar klump.””

Siden da har der været flere smamre-eksperimenter og en lakridsægblindsmagning, men mest af alt kan man nok sige, at slikket – smamret eller ej – er blevet i min hverdag.

Blogolæum #18: Hvordan leger du med LEGO?

At have en blog er som at lege med LEGO.

Enten kan du lide at bygge med LEGO – læse instruktionerne (eller lade være), konstruere, løse problemer, udtænke de helt store byggeprojekter der kombinerer elementerne på nye måder, aldrig set før, kigge på de andres konstruktioner og forsøge at regne ud hvordan de er skabt.

Eller også kan du lide at lege med det, der er bygget.

I starten var der flest LEGO-bygger-blogge. De fleste holdt ikke længe efter blogværktøjerne blev standardiserede og plugin’ene så nemme at bruge at man ikke skulle læse en instruktion. Du kan stadig se LEGO-blogs rundt omkring – de er nemme at kende ved, at de har en hulens masse aggregeret indhold – f.eks. Twitterstrøm + Spotify-strøm + billeder + goodreads osv., fordi det er elementer der er sjove at bygge med.

Byggerne lider ikke nær så meget som de, der er i det for legen med indholdet. For når der ikke er mere teknisk sjov, så er det ok at flytte videre til noget andet.

Vi andre har årevis af ophobet dårlig samvittighed over alle de uskrevne indlæg, alle (!) de læsere der er gået forgæves en tirsdag morgen kl 8.55, hvor de trængte til 3 min adspredelse, alt det, vi gerne ville af med og skabe.

Blogolæum #17: Top 3 liste over hvorfor lister virker

Der var en periode i bloggens historie, hvor lister var det helt store. Hvis man ikke kunne finde på noget at skrive om, kunne man altid lave liste over et eller andet og her er tre gode grunde til at det virkede:

  1. Listen ophæver det banale til noget mere autoritativt – jeg mener, det må være alvor, siden det er en liste
  2. Den er pissenem at skimme, selv for zapper-generationen
  3. Den kommer til at hedde noget, hvor man under alle omstændigheder vil kunne huske ca 50% af navnet – kæmpe fordel. “Jamen, det var det der blogindlæg der hed Top 3 over et-eller-andet”. Epic win

Lister. Det holder.

Blogolæum #16: Blogtips

10 år med en blog, så må man da lære et eller andet? Så hvad er de bedste blogtips til at holde den gående?

Lad mig nu se – gad vide om jeg ikke har skrevet det indlæg før? Jo for søren, den ged barberede jeg i 2008 >

Udover det, kan jeg supplere med at mit mest populære blogindlæg består af en linie: “Dette indlæg er skrevet nøgen“, og at den mest brugte søgeterm der gør at folk ender på min blog, er havregrynskugle (selvom jeg synes den virkelige innovation i det indlæg er neologismen skyldfølelsesboller).

Social media, din gamle kælling – du er ikke er hak bedre end de andre!

Blogolæum #15: De ikke-skrevne indlæg

Da jeg i sidste måned gik og truede med Blogolæet, sagde LineP, at hun godt ville høre om de indlæg, jeg ikke havde skrevet (men som havde været tæt på).

De fleste forestiller sig måske, at de indlæg der aldrig blev skrevet, var af personlig karakter. Sådan er det faktisk ikke. Jeg har ikke haft det så svært med, hvor grænsen går mellem hvad jeg vil dele af mit personlige liv og hvad jeg ikke vil dele. (Man kan nok med rette stille spørgsmål ved min humor, men det er så en anden snak – den her var der f.eks. nogen der synes var over grænsen >)

De indlæg der ikke er blevet skrevet, er af faglig karakter.

I starten var det de værste sure opstød over “folk, der ikke fattede det der internet”, som det selv lykkes mig at filtrere fra i tide. Gudsketakkelov for det. Der er måske alligevel røget en finke eller to af fadet, men det har virkelig været begrænset.

Det er først her de sidste 3-4 år, at jeg virkelig er begyndt at sortere. Og at kolleger også har haft en holdning til, hvad der kunne skrives om på min blog.

Det er klart, at selvom det er min personlige blog, og Advice A/S ikke kan forventes at dele mine holdninger om slik, kage og bøger, så VIL der være et sammenfald mellem min faglige overbevisning på bloggen og hvad man vil forvente af mig som rådgiver. Jeg vil aldrig kunne give en kundes kommunikation en overhaling på min blog, og vil heller ikke ønske det. Og jo større Advice bliver – og jo bredere vores kundekreds – jo vanskeligere bliver det at styre helt uden om kunder, potentielle, gamle og nuværende.

Problemet for mig opstår i den gråzone der er mellem det kritiske indlæg og det rosende. For der er en masse derimellem, der er værd at diskutere. Jeg synes det er ok bruge kunder og andre som eksempler på, hvordan noget digital kommunikation de facto ser ud lige nu. For at demonstrere en faglig pointe.

Men jeg forstår også godt, hvordan det for kolleger og kunder kan være svært at navigere i de små detaljer, som et fagligt indlæg jo ofte graver sig ned i.

Derfor har jeg af og til måtte lægge et fagligt indlæg i graven. Jeg må sige, at jeg ikke er helt fri for at ærge mig lidt.

Det sjove er jo, at vi allesammen bruger kunder og ikke-kunder som eksempler i vores indlæg på konferencer og lignende. Hvad der foregår mundtligt er noget andet end det skriftlige, men man kan da komme lige så galt afsted, man kan hurtigt blive misforstået når man står der og taler i speedtempo. Men det er klart, eventuelle fehlere er ikke nær så dokumenterbare.

Anyways, jeg håber egentlig at det vil ændre sig lidt – nu, da vi er igennem revolutionen og midt i en åben verden.

Blogolæum #14: Memes (kan du huske Hampsterdance?)

I de gamle blogdage kaldte man det ikke virale film eller links.

Man kaldte det memes. Og den gang – som nu – var der ikke noget bedre end at starte et meme. Det næst-bedste var naturligvis at kunne være den første i ens omgangskreds med et frisk meme fra den store verden.

Nogen memes var vanvittig cirkulære. Et af de første memes jeg videregav, dukkede efterfølgende op en gang om året, i mange år.

Hampsterdance er stadig et af mine favoritmemes, fordi det var så fantastisk hjernedødt og cute på en gang.

Blogolæum #13: Blogbårne projekter

Hvis du skulle være i tvivl om, hvorfor det er sjovt at blogge, er her en lille liste over det skæg (ikke-arbejdsrelateret) jeg har været en del af de sidste 10 år – det er både ting jeg selv har været med til at udføre, men andre gange har jeg bare skullet flyde med:

  • Slikleksikon.org – en wiki for slik, som jeg lavede sammen med en gruppe venner. Lanceret i 2007, og det lever stadig i bedste velgående.
  • KommunikationsCast – Mikkel Westerkam spurgte om vi ikke skulle prøve at lave et fedt podcast, og 3 år senere havde vi interviewet så mange kommunikationsmennesker at vi burde vide alt.
  • Sweet Christmas – en stop-motion julekalender i 24 afsnit med brownien Mr Nom Nom i hovedrollen. Nok det største pillearbejde jeg har præsteret i mit liv
  • Wordbirds – en serie videoer med LineP om sproget, primært med en humoristisk vinkel
  • Blogathon – et blogindlæg hver halve time i 24 timer. Det var inden man kunne time publicering
  • 3 Nanowrimos, 2 gennemførte – romanskrivningskonkurrence, skriv 50.000 ord i November måned. To meget dårlige romaner er gemt bag password på en ekstern disk.
  • Kidnapningen af Danfossi – nogen stjal min kontormaskot, og dramaet varede længe! Strengt taget ikke et projekt, men sjovt var det.
Af de mere halvdøde projekter kan nævnes en Blogfond, der aldrig kom rigtig i gang, op til flere fagbogsprojekter, min selvdøde bogblog,  flere analyseprojekter, en fortsættelse til Sweet Christmas, hvor meget slik og kage spiser jeg-projektet, 2 ugennemførte et-billede-om-dagen Flickr-projekter, og meget mere jeg lykkeligt har glemt.

 

Blogolæum #12: De mest kendte blogs

Hvis man ser tilbage over årene, hvilke blogs gjorde så allermest indtryk? Hvem er de mest kendte?

Det er foreløbig en ret blandet liste, og det de har tilfælles er vel en slags impact – de gjorde indtryk, på godt og ondt:

  • Netliv.dk – Jens Winthers personlige & faglige blog, uhyre velskrevet og aldrig for lange indlæg (død)
  • Hende.dk – særdeles personlig blog om at være kvinde og mor. Skabte en del debat, først om hendes afdøde kanin, så da hendes første barn døde (levende)
  • Many.dk – pissesjovt, skarpt, underligt, vildt. Personlig blog for Marianne N, kvinden med den meget kringlede hjerne (død – men lever lidt på Facebook)
  • Silles blog – jeg har sørme glemt url’en, men det var Trine Thorendahls første personlige blog, og hun tog virkelig bladet fra munden på det intime og nære, og udfordrede hvad vi ville skrive om online (død – men du kan møde hende på CougarCentral og Facebook)
  • Classy.dk – så fås det ikke mere højpandet og alligevel sjovt. Claus Dahls blog om de problemer der trænger til at blive fixet, men som er svære at se for bare træer (levende – lige akkurat)
  • Slagtenhelligko.dk – Liselottes personlige blog om hverdagen, mad og garn, svarer i læseromfang til et magasin (levende)
  • Dorte Tofts blog – åben graverjournalistik, der var med til at fælde Stein Bagger. Bedste eksempel på at blogging også “virker” udenfor den personlige sfære (levende)
  • Tveskov.com – den bedste blog for webnørder, ever. Nyhedsbrevet var også sublimt. Kommer der ikke snart et nyt?
  • Kapster.dk – dicklit i blogform, sublimt (død)

Flere kommer på, når jeg kommer i tanke om dem.

 

Next,

Katrine Emme Thielke