Forleden skulle jeg forklare, hvad en hipster er. Og sagde blandt andet, at hipsterens favoritkød er bacon.
De sidste par år har bacon-feberen været over os. Det har ikke kun været den indforståede snak om bacons skønhed (som f.eks. i Jane Mejdahls fejring af al den svinehud hun har konsumeret), vi har også set opskrifter på bacon-is, bacon-opskrifter galore, bacon-memes (både rå og stegte), og jeg synes, det har nået de højder, hvor bacon fylder så meget af undergrunden, at det snart må tilbage i mainstream.
Men hvorfor er bacon blevet så cool? Hvad er det ved bacon’en der gør, at hipsteren forlader sin veganerkost og kværner en pakke af det svage kød? Er det fordi det er proletarkød? Jeg mener, bacon smager godt, men man kunne også slikke på en saltsten eller gratinere et glas kapers, og få nogenlunde den samme effekt – så det er vel ikke bacon som kulinarisk indslag?. Er det fordi bacon har så indlysende dårlig kød-kvalitet, at det er en slags kød-oprør? Alt andet handler om gode råvarer og kvalitet – men måske er bacon den sidste danske syndighed vi klamrer os til, som rygere, der stædig står ude i kulden og blæser tjære.
Måske gælder det for bacon, som det gælder for hipsters – der er en first rule of fightclub over det. Selv de få, der har røv nok i bukserne til at vedkende sig en mærkat, hipsterheden, gør det med en vis selvironisk distance (ligesom med den kreative klasse) (er det ikke rigtigt, Ricki Mae? Og kan du lide bacon?). Vi elsker bacon, men lad os nu ikke snakke det ihjel.
